Diverse kunstnere: Store Vega, København V

Diverse kunstnere, Store Vega, København V

Diverse kunstnere: Store Vega, København V

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Jeg må erkende det: jeg er ikke Noel Gallaghers største fan. For vel har jeg som den halve verden været vidne til de øjeblikke, hvor han med en akustisk guitar nærmest syntes af opfinde den dybe tallerken der på stedet. Og de øjeblikke var der også nogle få af tirsdag aften på Store Vega. Hvor de sange med karakter af nationalhymner blev smidt ud over scenekanten og båret tilbage af et publikum, der kunne samtlige vers og lød, som de var til Last Night At the Proms. Og det var fedt.

Jeg kunne også godt lide at se alle de par, der stod sammen og var lige opslugt. Jeg gætter på, at mange så en 1990'er-film på nethinden, mens soundtracket til forlængst svunden ungdom gled forbi - hvis de da ikke kiggede op og så den præindspillede video, der var totalt ude af sync med sangeren på scenen. Det var sgu kikset.

Jeg går til mange koncerter, og ofte synes den ene part mere med, mens den anden går efter øl eller måske står og knevrer løs med vennen eller veninden. Men ikke i Oasis-bagmandens verden. Her syntes alle lige opslugt, loyalt ventende på de store øjeblikke. På en aften, hvor der ingen Wonderwall var at hente som ultimativt nostalgi-fix. Nej, den stod stort set udelukkende på sange fra de hidtidige to album fra Noel Gallagher og hans højtflyvende fugle, som orkestret, der spillede svagt psykedelisk som et pubband, noget malplaceret er kommet til at hedde.

Men når jeg ikke er den store fan, på trods for at Oasis' to første skiver har været blandt de ofte spillede værker på min hjemlige pladehylde, er det fordi så mange sange siden i bedste fald har haft karakter af forsøg på at indfange bare noget af de tidlige dages tryllestøv. Uden helt eller halvt at nå de højder. Hvorfor en koncert fyldt til randen med sange fra det nye bands to plader for alvor får kant med afsyngelsen af mestersange som Champagne Supernova og især Don't Look Back In Anger. For her stod det hele altså stille, og her befandt vi os i en salighed, hvor Papa Noel uden vrøvl med oversætteren var julemanden, og vi ville give den højre arm for fortsat at kunne stå og afsynge hymner med nærmest religiøs andagt og julelys i øjnene, mens ekkoer af Vil du se min smukke navle? og efterskolens stjernestunder passerede revy.

Især rocknumrene syntes for alvor at mangle den der oprindelige Gallagher'ske autencitet til trods for, at bandet anført af den amerikanske guitarist, Tim Smith, spillede de forventede rundgange med stor tro på tingene. Rigtigt mange af sangene er altså skåret over samme kompositoriske læst, hvor capo'en flyttes op og ned ad gribebrættet, og grundakkorderne minder os om, hvor fedt og tilgængeligt, det var med de 1990'er-bands, som skrev simpelt og derfor folkeligt, mens en ny Working Class Hero åbenbaredes som et postkort fra The Beatles.

Men da Noel Gallagher aldrig har haft den der afgørende gode stemme, var det begrænset, hvor stor en nuancerigdom, der blev budt på. Så savner man brormand Liam og tænker, at hvis den gamle kamp med Britpop-kollegaerne i Blur stadig kører, må der stå 10-0 i Damon Albarns farvør. Så larmende er mangelen på nytænkning. Til trods for gode sange som If I Had A Gun.

Jeg synes, at Noel Gallagher skal genfinde den dybe tallerken. Eller lege Det muntre køkken. Så skyder vi til måls efter det hele, og han får chancen for at omvende mig på Roskilde.

Det skete i hvert fald ikke rigtigt på Vega i går aftes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA