x
The Who: O2 Arena, London

The Who, O2 Arena, London

The Who: O2 Arena, London

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

(Arkivfoto)

(Du kan se en række fine amatørfotos i galleriet her, hvor særligt The Who's imponerende visuels kommer til deres ret.)

I december sidste år var det halvtreds år siden, en flok flabede fløse – som dengang just havde taget navnet The Who – udgav singlen "I Can't Explain." Og faktisk skulle de havde stået på scenen her i hjembyen London for fire måneder siden, men måtte aflyse af hensyn til forsanger Roger Daltreys slidte stemmepragt.

Til efteråret fejrer signatursangen "My Generation" jubilæum – og så er det i øvrigt ved at være atten år siden, undertegnede sidst oplevede The Who på scenen; dengang nu afdøde John Entwistle stadig betjente bassen i et band, som kun kan betegnes som et af genrens alltime allervigtigste. 

Der er, kort sagt, al mulig grund til både fejring og forventninger i aften, hvor Pete Townshend, Roger Daltrey og deres faste håndlangere indtager O2 Arena i London for at indlede anden del af deres omfattende jubilæumsturné, som efter sigende skulle være deres sidste runde i manegen.

Og de bliver indfriet, forventningerne – om end med en lidt ujævn, men dog potent præsentation af det store og stærke bagkatalog, snarere end den monumentale magtdemonstration, man måske kunne have drømt om fra netop The Who.

For selvom der naturligvis er smæk for skillingen (og tro mig: Billerne til aftenens koncert koster en del af sidstnævnte), synes hovedpersonerne selv at tage det ganske stille og roligt, da de gør deres entre lidt over halv ni. Der er en umiskendelig stemning af hyggelig homecoming; noget uformelt over seancen, selvom den folder sig ud foran en propfuld kæmpearena.

For The Who er – mere end eksempelvis The Rolling Stones eller andre jævnaldrende landsmænd med rockstjernestatus – et udpræget engelsk band, og i aften er de i den grad på hjemmebane.  

Virilt og visionært 

"Vi lægger ud med en sang som blev skrevet før nogen her i salen var fucking født," proklamerer Townshend – solbriller, stramme jeans, hvide sneakers og rød stratocaster – og så åbnes seancen ellers, med netop "I Can't Explain." Så følger "Substitute," hvor et kiks undervejs efterfølgende får Townshend til at erklære, at nu har han mistet energien, idet han et øjeblik ironisk lader som om, at han agter at forlade scenen.

Det er naturligvis ikke tilfældet, for forude venter en mere end to timer lang tour de force gennem en stribe af gruppens største sange – inklusive udpluk fra de på en gang virile og visionære rockoperaer "Tommy" (1969) og "Quadrophenia" (1973) og minsandten også den lille forløber "A Quick One While He's Away," som i sin tid udgjorde bandets bidrag til det legendariske "Rolling Stones Rock'n'Roll Circus" i '68. "Det ligger på YouTube, og det er værd at se – Stones er fantastiske deri," som Townshend siger fra scenen.

 "Adjust the fucking level," kommanderer han til lydfolkene; siden får en fan på forreste række besked om at holde sin kæft og more sig, frem for at forstyrre Townshends introduktion til en sang, som skal vise sig at være "Kids Are Allright."

Townshend og Daltrey joker indbyrdes og skiftes til at føre ordet: "Forestil jer et fodboldhold spille to kampe i træk – det er dét, de forventer af os!," siger Daltrey med henvisning til de to aftener i O2, og tilføjer: "Well, vi skal nok levere!"

Townshend griber fodboldmetaforen og indskyder: "Jeg er målmanden!" Og levere gør de, foran en sal som rejser sig fra stolene allerede ved bandets entre - og ikke sætter sig ned igen før seancen slutter godt kvart i elleve. Med et brag, hvis ekko stadig må klinge udover Themsens skidne strøm, mens disse linier skrives.

Femstjernet æresrunde 

For selvom "My Generation" er lagt tidligt i programmet og en råt rockende "Magic Bus" rulles ud af garagen midtvejs i sættet – ja, så er det først mod slutningen af den omfattende hitparade, at magien for alvor indfinder sig og man virkelig erkender, hvor heldig man er at få lov til at opleve disse gamle makkere i fuld vigør på scenen for måske sidste gang.

Med en lille håndfuld sange fra "Tommy," efterfulgt af de to centrale "Who's Next"-skæringer "Baba O'Riley" – den med linierne om "teenage wastelands" – og endelig "Won't Get Fooled Again," får vi endelig den eksplosive rock'n'roll-extravaganza, man med rette kan forvente, når Townshend og Daltrey er i huset.

Her er The Who på toppen – bevares, det er ikke "Live at Leeds," men i al fald tæt på toppen af, hvad man med rimelighed kan forvente af bandet her på deres 50 års jubilæumsturné. Jeg mener; et halvt århundrede med "maximum rhythm'n'blues" – som bandets slogan lyder – er trods alt ikke så lidt.

Og skal vi henholde os til de seks funklende GAFFA-stjerner – og det skal vi i sagens natur her – kan man sige, at Townshend og kompagni her i finalen er oppe og røre ved den seksstjernede præstation, mens en del af aftenens opvisning vel snarere kandiderer til en stor firer. Men en femstjernet æresrunde med et af rockmusikkens mest markante bands – det kan man nu heller ikke tillade sig at være utilfreds med.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA