x
The Group: Radar, Aarhus

The Group, Radar, Aarhus

The Group: Radar, Aarhus

Anmeldt af Niki Treumer Mogensen | GAFFA

(Arkivfoto, red.)

"Nogle gange udvikler det sig i en god retning, andre gange i en mindre interessant retning - og nogle gange i en virkelig dårlig."

Sådan har Casper Clausen fra projektet The Group omtalt gruppens live-improvisationer, og lad det være sagt med det samme; det blev både og og hverken eller.

Mens regnen sjasker ned udenfor, og fodboldlandsholdet et par kilometer væk er ved at slå USA, griber det tidligere Efterklang-medlem Clausen, med et glas rødvin i den frie hånd, mikrofonen og byder folk velkommen. Radar er i dagens anledning indrettet med siddepladser på plateauer langs væggene, mens instrumenterne er stillet op i rundkreds vendt mod hinanden midt på gulvet. Små skillevægge er sat op for at gøre det mere intimt, og det hele emmer af, at vi rigtigt skal hygge os. Det er også Clausens sidste melding, inden han for en stund forlader den interimistiske scene til fordel for opvarmningsbandet, Vektormusik. Mere om dem nederst i artiklen. 

Tatu Rönkkö viser sig som første mand, da The Group går på senere. Finnen, der ligesom Casper Clausen er med i den nye konstellation Liima, en slags efterfølger til det ikke længere turnerende Efterklang, er blandt aftenens gæster i The Group, som løbende har forskellige musikere med. Han indleder koncerten med at stryge en violinbue på et trommebækken og sætter scenen til musikalsk legestue, inden de faste band-medlemmer Greg Haines og Francesco Donadello kort efter gør ham følge. 

De første associationer, musikken skaber, går i retningen af gyserfilm, da musikerne prøver sig frem på de mange forskellige instrumenter, som var de et ungt kærestepar, der er ved at lære hinanden at kende.

"Ingen lande, ingen grænser," messer Casper Clausen, der er stødt til de andre, og trommerne i Donadellos hænder begynder at finde et beat. Efter 20 minutter minder de mange lyde så småt om en egentlig sang, og det bliver indledningen til aftenens første højdepunkt. Kort efter kommer aftenens special guests, Per Hoier og Heidi Mortenson, på scenen, og bridrager med yderligere lag af lyd, og så pludseligt sker det. Det hele falder i hak for de optrædende, der med keyboard-rundgange, en tamburin og meget mere for alvor finder hinanden og publikum, som begynder at rokke i takt til musikken fra siddepladserne.

Greg Haines byder pludselig ind med en melodica, og Casper Clausen snupper en blokfløjte, men det bliver mere og mere åbenlyst, at trommerne gør forskellen under koncerten. Hvor perioderne uden italienske Francesco Donadellos trommer kan virke målløse og sætte tålmodigheden på prøve, lægger trommerne en bund til improvisationen og hjælper både publikum og øjensynligt også band til at finde hinanden og en vej videre.

Et nyt højdepunkt indtræffer kort efter, hvor en xylofon finder vej ind i lydbilledet, inden det hele glider over i noget elektronisk, der lyder som noget fra Chemical Brothers' "Surrender"-album.

Straks efter er vi igen videre, da Clausen og Donadello spiller op mod hinanden i en slags simultan trommeduel, og Haines' keyboard-flader løfter det hele til nye højder. Det følgende minut byder både på en overgang til støj og så et fald til næsten komplet stilhed, og det viser koncertens diversitet. Imidlertid er dette både godt og skidt, for hvor det er spændende med den megen leg og progression, hvor musikerne skifter instrumenter hyppigt, kunne man ønske sig, at de holder lidt ved, når de endelig finder sammen om noget, der ligner sange.

Desværre sker dette for sjældent, og publikum overlades i stedet til for eksempel duetter mellem Clausen og Heidi Mortenson, sidstnævnte med ekko på vokalen, og mod slutningen en forlænget messen af ord, nærmest som en digt-oplæsning, fra Casper Clausen.

Pludselig begynder Greg Haines at pakke sine instrumenter ned, mens de andre musikere endnu er i gang, og en pladeafspiller bliver fundet frem. Før koncerten blev vi lovet, at Haines ville dj'e efter koncerten, og det begynder han på med en reggae-plade, mens tonerne fra de andres instrumenter klinger ud. 

Bandet krammer hinanden, og snakken begynder blandt publikum, som trækker i tøjet og ud mod uvejret udenfor. Med sig får de et par timers eksperimenteren, som ender i en blanding af en ørkenvandring og det tiltrængte oase-åndehul, som også Radar udgør denne aften. De optrædende fortsætter derimod deres mini-turne, som blandt andet bringer dem til Belgien og Tyskland de kommende uger. I hvilken opstilling og med hvilket udfald, vil tiden vise. Bare de husker trommerne.

 

Opvarmning, Vektormusik *** 

Ligesom hovednavnet stod den på improvisation, da duoen Vektormusik gav små tre kvarters opvarmning. Bandets to plader var altså efterladt derhjemme, og i stedet forsøgte de to lydtroldmænd, Thomas Ahlmark og Kristoffer Jørgensen, sig med noget, der til tider gav mindelser om musikken fra filmene "Rumrejsen 2001" og "Alien". Først mod slutningen af koncerten sprang et klavertema velkomment i ørene på publikum, som for manges vedkommende sad og hang med en knytnæve under hagen. Hovedpersonerne på scenen var så dybt optagede af deres instrumenter, at de hverken talte med eller kiggede på publikum, før det var slut. Trods lydtemaer, der også nærmede sig en af undetegnedes personlige favoritplader, Radioheads "Kid A", blev det desværre for stenet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA