x
Bottled In England: HeadQuarters, Aarhus

Bottled In England, HeadQuarters, Aarhus

Bottled In England: HeadQuarters, Aarhus

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

De fleste mennesker forbinder sandsynligvis dub-step med Skrillex – en monokron figur, der står bag et apparatur af computere og trykker "play". Sådan forholder det sig dog ikke med Bottled In England, der på deres omfangsrige Danmarksturné har medbragt tre blæsere – to trompeter og én meget stor saxofon, Dødens trompeter, som de så ominøst kalder sig selv.

Vi begynder et sted, der mest af alt minder om rindende vand over japanske sten, mens et vestligt insisterende og hårdt, akustisk trommebeat minder os om, at vi befinder os på HeadQuarters i Aarhus. Bassen er naturligvis dyb og syntetisk, men guider det stadigt samlende publikum på vej mod en sikker base midt for scenen.

Hvad end man kunne have af fordomme mod genren føles modbevist i trommesættet, som på kompetent vis underlægges af August Dyrburg – sagt mildt, han smadrer skindet og holder sig samtidigt skindtæt til selv de mest snævre beats.

Det bevarer et umiddelbart nærvær allerede fra startskuddet, og duoen står da også kampklare på scenen, klar til det fremmødte publikum, klar til fest. Allerede få takter inde er det svært ikke at bevæge hovedet, så nakken nærmest falder af led. Det er tungt, det runger, og det er faktisk ret fedt. Når lilletrommen smækker i det egentligt lille rum, går det perfekt i symbiose med de smækre synths og det forprogrammerede track.

I "Change" lader duoen publikum hænge i, hvad der synes som et halsbrækkende break, men viser sig at være et velindøvet stunt – på den fede måde. Det indvirker magien på scenen, og Daniel Vognstrup råber straks til publikum: "Lad os tage den igen!". Det får automatisk flere til at samle sig foran scenen. Hænderne er da også straks i vejret.

Det er halsbrækkende stunts, som dette publikum bliver udsat for, mens duoen bevæger sig ud i rave-bevægelser, der kan få selv den mest "fitte" aerobicstræner til at gispe efter vejret. Det slutter naturligvis skarpt nok til at kunne få hovederne til at trille afflettede på yogamåtten.

Trommerne må igen fremhæves. De bliver nærmest et statement i sig selv. Minutiøst følger de med hvert eneste tåkrummende beat med en præcision, der er beundringsværdig i sig selv. Det svinger gnidningsløst mellem full- og halftime og forskellige taktarter.

Da Vognstrup skifter til bas og for alvor tager stilling, knæene let bøjede, som var han bassist i Korn, går festen op i gear. Der er sved på scenen, og der er sved på dansegulvet.

På "Land of the Fox" introduceres endelig Dødens trompeter, og de bidrager med et organisk element i denne livesammenhæng. De fritager yderligere den rent maskinelle, digitale udfoldelse, og tilfører den måske en skamslidt "autencitet", der ringer beskidt i ørerne på vej tilbage mod en tilstræbt natur.

De spiller en afgørende rolle i at få større smil på publikums læber, som den tiltagende fest under HeadQuarters tag vokser sig til under loftet med de tiltagende beats. Blæserne giver utvivlsomt en glød, der blandet sammen med trommernes smæk, løfter oplevelsen ind i øjeblikkets her og nu. 

Før "Queen Acid" forsvinder Dødens Trompeter midlertidigt, og vi bliver badet i en slags hård elektroregn med tremolo-bas, der får gulvet under fødderne til at vibrere. Her er det måden, trommerne fanger det forskudte ét-slag på, der gør magien. Man må læne sig bagud i baren og konstatere, at der er styr på sagerne.

Herfra er der fest på scenen. Det bliver nærmest en rå rockkoncert ud af en genre, der egentlig ikke rigtig handler om rock. Det får da også Vognstrup til at råbe: "Alt for sindssygt!" En fan kommer løbende op i baren, hun er på sit andet glas vand, men før koncerten er forbi, er hun på sit femte. Man tænker næsten: Hvem sveder mest? Bandet eller deres publikum?

Dødens Trompeter kommer tilbage og deres evner er beundringsværdige. De leverer nogle af aftenens mest mindeværdige hooks. Deres urglød giver duoens univers en organisk oprindelse, som kun kan komplementere liveoplevelsen. 

Hårdt stampende bæres publikum ud mod horisonten, hvor kvækkende ekko-riffs toner bagud – som et øjeblik, der passeres så hurtigt, at man snarere fanger dets farve end dets mening. Ikke desto mindre er festen på et højdepunkt.

Som alting rinder mod enden, får vi noget, der igen lyder som vanddråber, som risler over de glødende sten i et new age-vandfald, før en rock-synth minder os om, at det her spektakel kan destruere, når det vil.

"Det var det," skriger Vognstrup sejrigt til sidst, efter publikum har bredt deres velvillige arme ud mod de nye tracks fra den nyligt udgivne "Tech"-ep. Bottled In England gør an til at forlade scenen, men beder alligevel publikum om at tage det stille og roligt, før de for en sidste gang denne aften gasser stemningen op … Og endelig forlader scenen endegyldigt, blødt igennem af sved. Lad os håbe, at publikum tog nok deodorant på.

 

Support: Bye July ***

Med tematiske flakkende visuals på et lærred bagved indvækker duoen fra Holstebro en ren klubstemning, som nok ikke ville føles utilpas efter midnat på Gothersgade i København. Sexy beats overtager hinanden og forsøger at indpiske det ikke stort fremmødte publikum i den rette stemning til aftenens hovedret. Et kærestepar står på dansegulvet og følger troligt med, men klubstemningens soundtrack fortoner langsomt over i det genkendelige, og den store fest udebliver. Der er dog ikke desto mindre grobund for noget større, og i de rette rammer kan det ikke afvises, at Bye July, der ellers tidligere har opvarmet for blandt andet Den Sorte Skole, kan banke gang i den store fest.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA