x
Marilyn Manson: Queen Elizabeth Theatre, Vancouver

Marilyn Manson, Queen Elizabeth Theatre, Vancouver

Marilyn Manson: Queen Elizabeth Theatre, Vancouver

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

Tidligere i år udgav Fort Lauderdale-gruppen Marilyn Manson sit niende studiealbum The Pale Emperor (2015).

I ugerne op til udgivelsen gjorde frontmand Brian Warner, bedre kendt som Marilyn Manson, meget ud af at understrege over de amerikanske medier, at dette album var et skridt væk fra den Marilyn Manson, som de kendte, - et skridt mod en mere moden udgave. The Pale Emperor er produceret og co-skrevet af filmmusikproducer Tyler Bates (Watchmen, 300, John Wick m.fl.), som Manson mødte, da han havde en cameo-optræden i serien "Californication" tilbage i 2013.

The Pale Emperor er også første album siden 2008, hvor Mansons tro væbner guitaristen/bassisten Twiggy Ramierz ikke har bidraget med hverken tekster eller musik.

Tilbage i januar 2015 udtalte Manson til Grantland, at dette album var meget mere bluesrockinspireret end tidligere. Inspirationskilderne i den kreative proces havde været Rolling Stones og Muddy Waters. Manson sammenlignede albummet med The Doors' LA Woman (1961), et album, hvor bandet skulle genfinde som selv i en mere moden udgave.

 

En lidt overvægtig kejser

Jeg må indrømme, at mine forventninger var tårnhøje, da jeg tog plads i Queen Elizabeth Theatre i Vancouver søndag aften.

Ingen tvivl om, at The Pale Emperor er noget mere tilbagelænet, end hvad vi tidligere har fået fra Manson-lejren. Spørgsmålet var, hvordan bandet - og ikke mindst Manson selv - ville formidle den nye modne Marilyn Manson som en del af deres liveshow, et show, hvor den groteske chokfaktor altid har været i højsædet?

Det fem mand store band går på scenen til Mozarts "Requiem" og sparker "Deep Six", første single fra dette års album, i gang. Scenen er udsmykket som en katolsk kirke, hvor de forskellige helgener alle bærer Mansons ansigt. "Deep Six" strøg direkte ind på den amerikanske Billboard Mainstream Rock-liste tilbage i januar. At Marilyn Mason for første gang fandt sig selv på Billbord Mainstream siger lidt om den ændrede stil på dette års album.

Herfra ryger vi tilbage til 2000 med "Disposable Teens" med lånt omkvæd fra Beatles "Revolution" (1968) og tekstunivers med reference til George Orwells 1984. Strobelys, røg og damp er skruet op til max fra start. Manson er langt fra den androgyne entertainer, han var for små 10 år siden. Der er faktisk ligheder mellem ham og den sene Jim Morrison, når det kommer til dagsformen – Manson har tillagt sig lidt af en vom. Som han står på scenen og skriger sig igennem den Oscar Wilde-inspirerede "mOBSCENE" fra 2003 udgivelsen The Golden Age of Grotesque, ligner han lidt en overvægtig Nicolas Cage med sit korte har. Et look, der faktisk kunne komme ham til gode med denne nye og mere afslappede stil på The Pale Emperor.

Dog virker det ikke helt. Manson prædiker stadig om stoffer og alkohol i lange baner, mens han dry humper monitoren. Et univers, der virkede for 10 år siden, men nu virker lidt malplaceret, da manden efterhånden er blevet 46 og åbenbart ikke motionerer jævnligt, hvilket giver han en smule vanskeligheder, da han skal op igen fra den skamredne monitor og langtfra har den samme energi, som da han var 10 år yngre.

 

Tilbage til Columbine

Vi fortsætter med "No Reflection" fra bandets Born Villain-album (2012), et album der af Limewire blev kaldet bandets comeback – ikke mindst grundet "No Reflection"s glimrende musikvideo, inspireret af Quentin Dupieux-filmen "Rubber" (2010).

Den fremragende "Killing Strangers" fra dette års udgivelse leder tanker hen på 2000-albummet Holy Wood, der i sit tekstunivers kredsede omkring Columbine-massakren. Det virker, som om Manson igen stiller de samme, stadig relevante spørgsmål i dag. Efterfølgende bliver "Sweet Dreams" fra Portrait of an American Family (1994) aftenens første mainstreamhit.

 

Glimerende matraiale afleveret i et lidt træt univers

Lyden fejler ikke noget. Mansons stemme er blevet lidt slidt med alderen, og han er noget afhængig af de loopede vokaler, der drøner i baggrunden. Dog bevæger liveshowet sig stadig i det industrielle univers, som også var omdrejningspunkt, da jeg så bandet for små 10 år siden.

Manson har ændret sig meget, og der er tonet en del ned for chokeffekterne, hvilket klæder ham. Koncerten fejler ikke noget som sådan, men showet virker lidt passé, specielt når dette års album nu forsøger at skabe et nyt udtryk. Twiggy Ramirez ligner mest af alt en uinspireret transvestit, der har været lidt for doven til at barbere sig og bevæger sig ikke meget rundt i det 1999-Trent Reznor-inspirerede univers, Manson har bibeholdt.

Sætlistens omdrejningspunkt er bandets to seneste udgivelser, blandet med greatest hits – intet fra perioden 2004-2012 er repræsenteret, hvilket giver god mening, hvis ideen er at se fremad. "Cupid Carries a Gun", et af de bedste numre fra dette års udgivelse, står tilbage som et af aftenens højdepunkter. Med et guitarriff, der kunne have været skrevet af Keith Richards på Stones' Exile on Main St. Album (1972), vidner det netop om den drejning, Marilyn Manson har prædiket. Dog bliver det noget patetisk, da bandet glider over i "The Dope Show" fra Mechanical Animals (1998). Som udgangspunkt er nummeret en Twiggy Ramirez-genistreg med versreference til Iggy Pops "Nightclubbing" (1977) og et tekstunivers omhandlende narcissisme og forbrugermentalitet. Dog virker det igen lidt søgt, at Manson fortæller om alle de stoffer, han har smuglet over grænsen til Canada, og hvordan alle politimænd er dumme svin, mens "Drugs, Drugs, Drugs" ruller over scenens bagtæppe.

 

Manson anno 2015

Manson har alle dage været fascinerende. Kommunikationen til publikum denne aften er en uigennemskuelig blanding af sandhed/fiktion og intelligens blandet med stupiditet – hvilket sikkert er helt bevidst. Der hersker ingen tvivl om, at manden er kommet langt som kunstner siden den selvreflekterende biografi The Long Hard Road out of Hell fra 1998, men spørgsmålet er, om han er faret lidt vild på vejen? Vi får selvfølgelig "Personal Jesus" med Manson syngende fra et alter, "The Beautiful People" med dens reference til Marilyn Binders bog af samme navn fra 1967 omhandlende 1960´ernes amerikanske jetsetliv og dets menneskelige skandaler og tragiske skæbner, og "Coma White" at gå hjem på.

Jeg kan skrive om kunstneren Marilyn Manson i timevis – hans fremragende 2010-kunstudstillling, Genealogies of Pain, udarbejdet i samarbejde med David Lynch, eller hans fremragende fortolkning af Mel Gordons bog Voluptuous Panic: The Erotic World of Weimer Berlin (2000) på konceptalbumet The Golden Age of Grotesque (2003) – men Manson skal jo, som alle andre, bedømmes på sin sidste kamp, som var aftenens koncert i Vancouver. Alt i alt en glimrende koncert, men ikke noget, der vil gå over i historien, som bandets tidligere koncerter. En koncert, der vidner om et band, der har placeret sig selv mellem to stole. Marilyn Manson har taget det første skridt mod et mere modent udtryk med dette års album, nu mangler bandet bare at sætte et sceneshow sammen, der passer til Marilyn Manson anno 2015 – men hvis de gjorde det, ville det så stadig vare Marilyn Manson?

Marilyn Manson giver en udsolgt koncert i Store Vega 8. juni.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA