x
Daniel Lanois: Amager Bio

Daniel Lanois, Amager Bio

Daniel Lanois: Amager Bio

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Den canadiske steelguitarist, producerlegende og syv-dobbelte Grammy-vinder, Daniel Lanois, gik selv på scenen, da den amerikanske singer-songwriter (og steelguitarist), Rocco DeLuca, varmede op til hans koncert. DeLuca lagde ud som solist, men optrådte i sidste halvdel af sin lidt lunkne opvarmningssession sammen med canadieren og dennes trommeslager, Kyle Cramer.

Da opvarmningen var forbi, rejste Lanois sig fra sin steelguitar, bad publikum give DeLuca en hånd, og så sagde han ellers, at der ville gå et øjeblik, blive foretaget visse ændringer i set-up'et på scenen, hvorefter koncertens anden del ville fortsætte, hvor den første var sluttet – med musik med en betydelig vægt på improvisation.

Han skulle få ret. Mere end han sikkert havde håbet. For den koncert, der – som hans seneste album, Flesh and Machine – altovervejende skulle have været elektronisk, blev ramt af hele to computer break downs. Derfor skulle der improviseres! Lanois kunne selvfølgelig have valgt at holde endnu en pause, mens hans teknikere løste softwareproblemerne, men han valgte at blive på scenen, tilsidesætte sætlisten og på improvisatorisk vis kaste sig ud i noget folkemusik. Som han selv sagde: De tekniske problemer gav anledning til at fokusere på Flesh snarere end Machine.

Det kedelige var selvfølgelig, at hans veltilrettelagte planer for koncerten gik lidt i vasken. Det fede var til gengæld, at publikum under Lanois' træden vande kunne høre, hvor fremragende en musiker, han er – bag sit primære instrument, steelguitaren. I den længste af de to afgørende "problemløsningssessions" valgte han at spille nogle numre fra sit bedste album ever, Here Is What Is. Versioneringen af disse numre – måden, hvorpå han strakte dem ud som elastikker, afslørede ham som en fremragende kapelmester og musiker, teknisk såvel som kunstnerisk. Sammen med Kyle Cramer og bassisten, Jim Wilson, improviserede han sig ud i lange eminente stræk, som jeg personligt ville have ønsket, koncerten udelukkende havde bestået af.

Men teknikkerne løste problemerne og koncerten kom tilbage på sporet, hvorefter delvist for-producerede tracks tog over, understøttet af absolut for-producerede visuals (der dog fungerede exceptionelt godt, selv om de understøttede det indtryk, man let kan få ved elektroniske koncerter: at musikernes live-performance er minimal). Af disse for-producerede tracks kunne jeg ikke undgå af blive bjergtaget af soniske soundscapes som Forest City og Opera – flader af dekonstrueret, elektronisk musik, der – som Lanois udtrykte det – kunne matche andre drugs og give adgang til en spiritualitet eller vertikalitet, som kunne matche den, kirken tilbyder. Trods dén rækkevidde udgjorde koncerten som helhed – bl.a. som følge af de nævnte problemer – ikke nogen åbenbaring i sig selv.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA