Darkness Falls og Keep Camping: HeadQuarters, Aarhus

Darkness Falls og Keep Camping, HeadQuarters, Aarhus

Darkness Falls og Keep Camping: HeadQuarters, Aarhus

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

(Arkivfoto, red.)

Forår i Aarhus. T-shirt-vejr. Folk, der ligger og slanger sig i Rådhusparkens grønne græs, mens de spiser aftensmad pakket hjemmefra.

Foran HeadQuarters er der samlet en større menneskemængde, som straks giver det indtryk, at det virkelig går ned, når Train præsenterer spændende ny dansk musik for det aarhusianske publikum på hovedkvarterets scene.

Det er dog Hendes Majestæt, Dronning Margrethe, der foreløbig løber med opmærksomheden. Daisy og gemal ankommer til stor fanfare, mens Prinsens Musikkorps spiller en nordisk pendant til "The Imperial March", og garderne i arkaiske uniformer, sadlet op til hest med sabler og krigstrommer, gør deres indtog.

Menneskemængden opløses brat, da de royale er forsvundet ind i Musikhusets bevogtede korridorer, og en enlig fejemaskine kører med nøje indøvet koreografi efter kavaleriet og fejer kreaturernes efterladenskaber til side, så pladsen atter ser respektabel ud.

Lidt royal har man lov at være.

Mørket falder på

Darkness Falls er albumaktuelle med deres andet album, Dance And Cry, der udkom i marts. Pop noir-duoen er eksponenter for en slags næsten hermetisk lukket melankoli, der lægger sig som et filmisk mørke over et stort, symbolsk landskab, der ifølge nogen ville være det åbenlyse valg af soundtrack til den nye sæson af Twin Peaks - hvis altså Showtime kan lokke David Lynch tilbage i folden.

Om det nuancerige, let skrøbelige lydbillede, med alle dets indestængte følelser og skjulte berøringer, kan oversættes live, er aftenens store spørgsmål. 

Der er et flot fremmøde for en onsdag aften. Det primært unge publikum er klædt chikt på og ligner på den måde rede statister til at agere i musikkens rum.

Mens røgen damper op fra scenen, henlagt i tematisk blå, der hviler seancen ud, lyser en hvid lampe trommesættet op. Darkness Falls bruger i tidstypisk tradition et forprogrammeret backingtrack for at kunne yde studieindspilningerne retfærdighed. Det minimale setup til trods – vokal, Josephine Phillip, guitar, Ina Lindgreen, trommer, Tune Madsen – er det enormt effektivt.

De spiller sammenlagt 13 sange i aften, der er ligeligt fordelt mellem Dance And Cry og debutalbummet Alive In Us. De lægger stærkt ud med Timeline, hvor man suges ind i den uimodståelige hookline: "I always run when I'm not supposed to/ I always fall when I suppress what I should do."

Sat fri fra studiets indsnævrende rammer får Phillips vokal en ny, nærværende glød, et viltert liv og en dybde, der virker hypnotiserende. Det virker umiddelbart som om, at man deltager i en midnatsmesse et par timer for tidligt.

The Answer fremtryller på sin vis Depeche Mode. Lindgreens twangede guitarlyd er Martin Gore værdig, som den listigt kravler op og ned ad en melodisk stige. Phillip rokker nænsomt frem og tilbage på scenen som en sand chanteuse, mens guldpailletterne på hendes skuldre leger rytmisk med lyset.

Det er svært at blive klog på publikum. Foran scenen har flere samlet sig, mens der ude langs fløjene sidder flere og læner sig op ad væggen. Fordybede eller frakoblede. Det er i hvert fald slet irriterende – og en smule ironisk – under Midsummer Wail, med sin forstummende dødelighed, at en gruppe fyre ser det nødvendigt at kævle om mosekonen.

Publikum lystrer dog, da Phillip før 100 Meter Mind Dash beder publikum trække tættere på. Hun kvitterer ved at leve sig helt ind i det storladne omkvæd, hvor det virker som om, at hun trækker lyden helt nede fra knæene op igennem kroppen, før den slippes løs over læbernes gærde. Den er arrangeret tungere end på albummet, og det giver ekstra pondus. Vi får bevægelse på forreste række.

I titelnummeret Dance And Cry er spilleglæden tydelig på scenen. Lindgreen, som forholder sig i symbiose med sin guitar, åbner og kigger for første gang ud på publikum. Som hun vender sit blik mod Phillip, lyser hun op i et smil. Nummeret får da også et af aftenens største bifald.

Bombastisk lyd

Som koncerten når halvvejs, begynder lydniveauet at stige, og den øgede bombast mudrer lydbilledet til. Der er for mange små detaljer, der frekvensmæssigt kæmper om opmærksomhed, og det lider særligt vokalen under. Den drukner i bunden af rummet, og det er en skam, når nu Phillip har så meget at byde på. Det bevirker også, at følelsen af tomgang melder sig klarere på.

Det er åbenlyst, at Darkness Falls har en signaturlyd, men den bliver lukket for meget inde i det her tilfælde.

Dyrkelsen af lyden tager til, som vi nærmer os koncertens afslutning. Det kommer særlig til udtryk i den lydcollage, der på sætlisten blot hedder Outro. Det giver et lidt savnet indslag om mere spontanitet, at grebet løsnes, og der gives efter – et svært ønske at efterkomme deres setup taget i betragtning.

Og dyrkelsen fortsætter i The Void, som bliver en værdig finale med et langstrakt rave-stykke. Forløsningen er der bare ikke helt.

Når Darkness Falls fredag aften indtager Vegas vældige rum, forestiller jeg mig dog, at deres stærkt stiliserede lydbillede får den ophøjede værdighed, som det fortjener. Ikke desto mindre er det interessant at opleve dette cinematiske højdedrag på HeadQuarters.

 

Keep Camping ****

Keep Camping vandt KarriereKanonen i 2014 med deres såkaldte "folk clubbing". I aften spiller de et kort sæt på seks sange, hvoraf størstedelen endnu ikke er udgivet. Det er på sin vis et modigt valg, men det mest imponerende er den musikalske udvikling, der allerede er tydelig i de nye sange.

Vi bliver budt på primært elektroniske numre, som emmer af 80'ernes synth-pop a la Erasure. På mange måder virker det som revitalisering af New Romantics-scenen – lidt ligesom Hurts gjorde for nogle år siden i England.

Forsanger Mikkel Møl slipper guitaren og giver den i stedet som selvbevidst romantiker - du ved, typen, hvis hjerte vejer så tungt på skjorteærmet, at det næsten er for dyrebart at give slip på, før det langsomt glider af hænde - fra den yderste scenekant.

Hans melodiøse vokalføring bærer sikkert alle numrene i havn. Den ømme falset i fjerde nummer, First Time, frembringer endda et berørt skrig frem fra en kvindelig publikummer.

Spilleglæden oser ud af bandet fra start til slut. Ørehængeren The Catch, fra den nyligt genudgivne ep, Transport, leveres slagkraftigt og er umulig at få ud af hovedet bagefter. Simon Stadsholt har her trukket en elbas på, og det bidrager i den grad til, at hofterne kommer i bevægelse.

Bandet slutter med den nye Dance, som muligvis bliver deres kommende single. Den kan snildt bruges til at beskrive Keep Campings sangskrivning: De skaber nemlig små, klart-definerede popmaskiner, der er klar til at skyde et stort omkvæd af sted.

Den eneste anmærkning er den lettere rungende lyd, som da også kommer til at plage aftenens hovednavn.

Med et besøg i Kashmirs studie i bagagen bliver det dog spændende at høre, hvad Keep Camping har at byde på senere i år. Det kunne sagtens gå hen at blive noget af årets bedste danske pop.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA