x
Mini Mansions: The Great Pretenders

Mini Mansions
The Great Pretenders

Mini Mansions: The Great Pretenders

GAFFA

Album / Fiction
Udgivelse D. 09.04.2015
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Michael Shurman slår til dagligt sine folder bag bassen hos Queens of the Stone Age, men det er svært anderledes toner, der kommer ud, når han er i front for Mini Mansions.

Det er teatralsk og skæv poprock, hvor der med masser af synthesizer og krukkeri både er 80'er-klang af Gary Numan og Cars og lænes op ad ting som Beatles og The Flaming Lips.

At man så lige har sneget et besøg ind fra Arctic Monkeys' Alex Turner (Vertigo) og Beach Boys-legenden Brian Wilson (Any Emotions) er så blot en overraskende bonus. Sidstnævnte er ømt genkendelig på koret, imens Turner crooner kæphøjt ind i andet vers og leverer overbevisende.

Tempoet på numre som Death is A Girl og Fantasy er dog så overstadigt højt, at det virkelig er hårdt for ørerne, når keyboardet rammer sine mest skingre toner.

Bedre går det på Creeps, der lyder som kapret fra Bolan eller Bowie, og Honey, I'm Home, som med sit maniske tempo og klang af skummelt tivoli, er både stemningsfuld og ikke så lidt spooky. Overordnet er Mini Mansions dog lige en tand for skingre til virkelig at gå rent hjem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA