x
Steven Wilson: Train, Aarhus

Steven Wilson, Train, Aarhus

Steven Wilson: Train, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

I 2006 blev liget af den 38-årige engelske kvinde Joyce Carol Vincent fundet på et klubværelse i London. Hun havde på daværende tidspunkt været død i mere end to år (!), men end ikke lugten af hende havde fået naboerne til at fatte mistanke. Den dybt tragiske historie er inspiration for Porcupine Tree-sangeren Steven Wilsons nyligt udgivne, fjerde soloalbum "Hand. Cannot. Erase.", der fortæller en sammenhængende historie om ensomhed midt i det moderne kommunikationssamfund.

"Hand. Cannot. Erase." er også omdrejningspunktet for Wilsons aktuelle turné, der søndag aften bragte ham til en næsten fyldt Train i Aarhus. På slaget 20 blev lyset blændet ned, og på bagtæppet tonede en video frem, der viste scener fra en engelsk storby, mens man i adskillige minutter hørte stemmer af legende børn over højttalerne – ganske, som albummet "Hand. Cannot. Erase." begynder. Så kom bandet på scenen – først tangentspiller Adam Holzmann, der lagde ud med det instrumentale åbningsnummer "First Regret", inden bandet blev fuldendt i form af guitarist Guthrie Govan, bassist Nick Beggs, trommeslager Marco Minnemann og Steven Wilson på først keyboard, dernæst guitar på "3 Years Older."

Det visuelle aspekt betyder meget for Wilson, der gennem mange år har arbejdet tæt sammen med den aarhusianske videokunstner og fotograf Lasse Hoile – der blev takket fra scenen – og de fleste sange blev derfor akkompagneret af flotte videoer, som enten var dedicerede kortfilm, dukkefilm eller tegne-ditto. Ofte med den samme, ensomme unge kvinde i centrum, alene blandt mennesker i storbyen.

Steven Wilson er en stor tilhænger af albumformatet, og hans seneste album er som nævnt en tæt sammenvævet helhed. Derfor var det ikke nogen overraskelse, at sætlisten stort set bestod af hele albummet fra ende til anden minus et enkelt nummer, men tilsat et par enkelte ældre sange undervejs – også fra Porcupine Tree-kataloget – med tematiske fællestræk med de nye numre.

Musikalsk befandt vi os i afdelingen for progressiv rock eller symfonisk rock, om man vil, og numrene udviklede sig derfor ofte fra afdæmpede ballader med akustisk guitar til regulære rockeksplosioner med tung rytmesektion, lejlighedsvis brug af 10-strenget bas, virtuose guitarsoloer fra både Guthrie Govan og Steven Wilson og synth- og orgel-ditto fra Adam Holzmann. Ofte med kringlende, men alligevel iørefaldende melodier, en forkærlighed for skæve taktarter og Wilsons bløde, udtryksfulde og ret lyse vokal og poetiske, om end noget vemodige tekster i front i de ofte mere end 10 minutter lange kompositioner.

Kun et menneske

Det hele blev spillet med stor autoritet af de fremragende musikere, men Wilson er dog kun et menneske, viste han i begyndelsen af den ældre Porcupine Tree-sang "Lazarus", hvor en person i publikum klappede ude af takt og bragte Wilson ud af kurs. Så måtte videoen stoppes, og sangen kunne begynde forfra.

Med et så helhedsorienteret udtryk var det svært at uddrage enkelte højdepunkter, men særlig stærk var dog "Routine" med smuk, smuk (dog præindspillet) drengekorvokal (inspireret af Kate Bushs hjertegribende "All the Love", har Wilson fortalt i et interview). Det samme gjaldt hovedsættets næstsidste sang, "Happy Returns", hvor fortælleren gør opmærksom på, at hun stadig er i live uden at lyde særlig begejstret: "Hey brother, happy returns, it's been a while now / I bet you thought that I was dead / But I'm still here, nothing's changed". Sangen afslutter med ordene " But I'm feeling kind of drowsy now / So I'll finish this tomorrow" – hvorefter den smukke, dybt melankolske melodi gav plads til to flotte guitarsoloer fra først Guthrie Govan, dernæst Steven Wilson. Så forlod alle musikere minus Adam Holzmann scenen, og sættet sluttede med klavertoner og præindspillet drengekor – ren englelyd.

En sådan pragtpræstation krævede ekstranumre, og dem fik vi tre af – de to første med musikerne gemt bag et gennemsigtigt sceneforhæng, så skyggerne kunne danse på lærredet. Så gik tæppet fra, og vi kunne nyde "The Raven That Refused to Sing" akkompagneret af en flot tegnefilm, der fik alle sanseindtryk til at gå op i en himmelstræbende helhed. Derpå var der rulletekster, bandet forlod scenen for sidste gang, og mens videoen stadig viste stilfulde lysformationer, og englekoret fortsat sang over højttalerne, kunne vi gå ud i regnen, eventuelt efter en smuttur forbi merchandiseboden og baren, en stor audiovisuel oplevelse rigere.

"Hand. Cannot. Erase." er et album, der har spøgt i min bevidsthed længe efter, at jeg første gang hørte albummet. Er der folk i min omgangskreds eller familie, der kunne være døde i årevis, uden at jeg opdagede det? Eller måske naboen? Spørgsmålet blev igen stillet søndag aften af en kompromisløs sanger, sangskriver og musiker, der har tårnhøje ambitioner, lige så vidtfavnende evner og i det hele taget er usædvanlig spændende at følge. Så det vil jeg fortsætte med, og jeg kan varmt anbefale det, hvis du ikke allerede er overbevist.

Steven Wilson spiller i Amager Bio 13. april


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA