x
Dizzy Mizz Lizzy: T. Hansen Arena, Fredericia

Dizzy Mizz Lizzy, T. Hansen Arena, Fredericia

Dizzy Mizz Lizzy: T. Hansen Arena, Fredericia

Anmeldt af Christian Voldborg Andersen | GAFFA

Det legendariske danske rockband Dizzy Mizz Lizzy annoncerede sidste efterår, at de ville gøre comeback som liveorkester, hvilket nu har manifesteret sig i form af en komplet udsolgt Danmarksturné. Efter en mildest talt blændende solokarriere som melodisk singer-songwriter har den 40-årige rockmusiker Tim Christensen valgt at bruge sit musikalske mandat på gentage succesen fra 2010 og spille mere tung guitarrock med sine gamle kammerater, bassist Martin Nielsen og trommeslager Søren Friis.

Dizzy Mizz Lizzys rekordsættende koncertturné kom imidlertid skidt fra start, da frontmand Tim blev ramt af en slem omgang halsbetændelse i forrige uge, og derfor måtte bandet aflyse og udskyde hele tre planlagte koncerter på spillestedet Tobakken i Esbjerg. Dizzy Mizz Lizzys længe ventede turnéstart endte derfor med at blive koncerten i T. Hansen Arena i Fredericia.

Det var heldigvis ikke kun Tims helbred, der var kommet på toppen igen i Fredericiat: Dizzy Mizzy Lizzy leverede intet mindre end en højpotent kraftpræstation af en rockkoncert, som beviste, at Tim, Martin og Søren atter er tilbage i svimlende topform.

 

Nye hits og gamle evergreens

Til tonerne af Tommy Roes klassiske popmelodi "Dizzy" blev de 2500 fremmødte koncertgæster varmet op til en aften, der absolut var i rockens tegn. Dizzy Mizz Lizzy lagde ud med det spritnye og muskuløse instrumentalnummer "Phlying Pharaoh", der fungerede som en adrenalinpumpende appetitvækker for bandets triumferende genfødsel som dels liveorkester og dels leverandører af nyt materiale. Koncertens andet nummer var bandets første comebacksingle "I Would If I Could But I Can't" fra januar. Dizzy Mizz Lizzys insisteren på at lægge ud med deres helt nye og uafprøvede materiale vidner om et band, der ikke blot er interesserede i at henfalde til 90'ernes nostalgiske evergreens, men som er villige til at tage chancer og afprøve sig selv og sit publikum af musikalsk.

Dermed ikke sagt, at bandet ikke leverede alle de træfsikre klassikere, som efterhånden har fået universel status som almen dannelse i enhver dansk teenagers efterskole- eller gymnasietid. Det relativt differentierede publikum, der var fremmødt ved aftenens turnéstart i Fredericia, personificerede, at Dizzy Mizz Lizzys musik er blevet allemandseje på tværs af generationer: Aldrende sølvræve, ranglede teenagere, forældre og børn var alle sammen samlet for at opleve soundtracket til deres ungdom — uanset om den var fortid, nutid eller fremtid. De udødelige perler "Glory" og "Barbedwired Baby's Dream" udløste ren ekstase iblandt publikum. En overvældet Tim spurgte retorisk: "Har I savnet os?" Det åbenlyse svar var et gensidigt larmende ja.

 

Apokalyptisk jordskælvsrock

Dizzy Mizz Lizzy kastede sig dernæst over to sange fra deres andet album, "Rotator", som blev indspillet i det legendariske pladestudie Abbey Road i London: "When the River Runs Dry" og "Run". I tro ånd mod studieindspilningen blev sidstnævnte skæring opført med 60'er-agtigt guitarspil, før nummeret skiftede kurs i retning af mere hårdtslående rock. Den melankolske kærlighedserklæring "Love Is a Loser's Game" blev fremført med ømhed og masser af sjæl, og Martins melodiske basguitarsolo sad lige i skabet. Efter bandet havde spillet nummeret færdigt, jokede Tim, at hans bandkammerater oprindeligt syntes, at det var en "lortesang". Noget tyder på, at de to herrer formentlig har ombestemt sig. Bandets udgave af det storslåede albumtitelnummer "Rotator" gik også rent hjem hos publikum.

I sin introduktion til bandets seneste comebacksingle "Made to Believe" udtrykte Tim sin taknemmelighed over, at det var lykkedes for rocknummeret at havne i rotation på de danske radiostationer, hvilket desværre kan siges at være en mangelvare i dagens konforme, skabelonskårne og fokusgruppestyrede popmusikdiktatur. På nummeret "Wishing Well" dykkede Dizzy Mizz Lizzy dybere ned i en af deres debutplades mindre kendte kompositioner, hvor der var dømt apokalyptisk jordskælvsrock for alle pengene. Tim gav den mildest talt fuld skid på spaden, mens Martin og Søren lavede larm.

 

Guitarsymfoni

Balladen "11:07 pm" fungerede som en forfriskende afveksling fra det overvejende testosteronprægede koncertsæt, og nummeret gav Tim mulighed for at hylde barndomsidolet John Lennon. Dizzy Mizz Lizzys debutplade blev i sin tid beskrevet som "Paul McCartney, der møder Led Zeppelin i Seattle". I bagklogskabens klare lys lugtede førnævnte nummer fra "Rotator"-pladen af Tim Christensens mere Crowded House-inspirerede sangskrivning som solist. Mod slutningen af "67 Seas in Your Eyes" nynnede publikum ivrigt med, da Tim tæskede sig igennem endnu en knasende guitarsolo, der blev delvist spillet på hug. Til tider var det nærmest svært at fatte, at Tim var den eneste guitarist på scenen.

I starten af det gyngende rock'n'roll-nummer "Love Me a Little" præsenterede Tim formelt sine to bandkammerater, men lige så snart bandet gav sig i kast med rabalderet, blev formaliteterne hurtigt droppet. De excentriske og mærkværdige ansigtsgrimasser, som den guitarspillende Tim lavede under nummeret, gav mest af alt associationer til en øksesvingende Jack Nicholson fra filmen "The Shining".

Koncerten blev rundet af med publikumfavoritterne "Waterline" og "Thorn in My Pride", som med det samme udløste en storm af headbanging. Ekstranumrene bestod af den nye komposition "Fly Under the Radar", "Two of You" og Dizzy Mizz Lizzys definitive guitarsymfoni over dem alle, "Silverflame", der var intet mindre end en perfekt afslutning på en spektakulær koncertoplevelse. De tre bandmedlemmer badede sig i følelsernes flammehav, da publikum kvitterede med et ekstatisk bifald, som talte sit eget tydelige sprog: Dizzy Mizz Lizzy var simpelthen ekstremt veloplagte og velspillende, og de havde udvalgt en fin blanding af nyt og gammelt materiale. Især Tim virkede mere løssluppen og musikalsk legesyg i forhold til hans solokoncerter.

En kyniker kunne påpege, at Tim i forvejen spiller flere af klassikerne fra Dizzy Mizz Lizzy, når han optræder som solist, men aftenens koncert var et levende bevis på, at Martin og Søren er altafgørende musikalske kræfter i bandets lyd, dynamik og rytme. Bandets musikalitet er teknisk bedre end nogensinde før.

I 1993 vandt Dizzy Mizz Lizzy finalen i DM i Rock. Bandet fik som bekendt en kometkarriere, som de færreste danske bands tør drømme om, og som ingen nye bands nok desværre kommer til at opleve, når man tager musikbranchens foranderlige spilleregler i betragtning. I dag kan Tim, Martin og Søren sætte pris på succesen i et andet perspektiv, og de kan give noget igen til det publikum, som gjorde dem til et af dansk rocks førende bands i 90'erne. Svimlende Dizzy MIzz Lizzy har hermed igen indtaget positionen som et af dansk rocks førende bands.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA