Trille Nielsen: Altid har jeg længsel: Erindringer

Trille Nielsen
Altid har jeg længsel: Erindringer

Trille Nielsen: Altid har jeg længsel: Erindringer

GAFFA

Bog / Gyldendal
Udgivelse D. 25.03.2015
Anmeldt af
Espen Strunk

Det kunne ligne en slags bølge, men har nok i virkeligheden lige så meget med tid og alder at gøre -  bøger, som skal skrives, mens tid er. De seneste år har vi således fået en stribe bøger af eller om nogle af de vigtige navne fra 1960'ernes og 70'ernes danske musikscene: Troels Trier, Niels Skousen, Sebastian, Jan Toftlund med flere.

Nu kommer så selvbiografien fra Bodil "Trille" Nielsen, som ellers har levet en tilbagetrukket tilværelse på den sydsjællandske gård, hvortil hun omplantede sig selv allerede i midten af 70'erne – adskillige år, inden hun valgte at forlade musikscenen mod slutningen af firserne.

Inden da havde hun oplevet at blive en central figur på den danske musikscene, hvor hendes enkle, personlige sange – i et øjeblik i tiden – faldt i hak med først tressernes folkemusikbølge og, siden, kampen for kvindernes ligestilling.

Hun medvirkede således på den afgørende antologi "En aften i Folkeklubben" fra '65 ("Der blev udgivet en plade med os fra Vise Vers Huset," som hun nøjes med at skrive i bogen) og leverede – uforvarende – kvindekampens lydspor med ikke mindst albummet "Hej søster" fra 1975. Da havde hun allerede sunget sig ind i den brede offentligheds bevidsthed med sin udlægning af Jesper Jensens kontroversielle tekst Øjet, som blev vist på landsdækkende fjernsyn i 1970.

Alt dette og ikke så lidt mere er naturligvis med her, hvor den nu 70-årige Trille ser tilbage og reflekterer i nutid om dette og hint – alt sammen i en let læseligt, indimellem næsten talesproglig tone og brudt op i små tekstblokke; det sidste kan man så betragte som et læservenligt eller fragmentarisk træk, alt efter temperament.

 

Bedstemor fortæller

Der dvæles ikke ved faktuelle detaljer omkring musikkarrieren, selvom samarbejdet med folk som Benny Holst, Arne Würgler, Anders Koppel og Ole Fick berøres. Til gengæld lægges en vis afstand til den rødstrømpebevægelse, hun altid har måttet finde sig i at blive nævnt i sammenhæng med.

Samtidig med at hun inkluderer nogle kønsmæssige generaliseringer, som – ironisk nok – synes at tilhøre en anden tid og virker en kende uelegante i dag. Hjerteskærende er til gengæld den koncise konstatering af den pris, hun selv og andre kvinder af hendes generation har måtte betale for den nye selvbevidsthed og aktivisme:

"Jeg har savnet en krop og en skulder ved siden af mig som fast støttepunkt (...) nu kan jeg godt mærke, at det er lidt ærgerligt, at jeg ikke har en, jeg kan dele det hele med. Men vi banede vejen for vores døtre. Vi udstyrede vores kvindelige afkom med en tro på, at det er sjovt, dejligt og magfoldigt at være kvinde, og at det ikke er et åg. Så hvis man skal sige, at det har kostet noget, så er det, at der nu er mange af os, der sidder alene." 

Gennemgående giver sprogtonen i bogen fornemmelsen af en bedstemor – hun kommer da også omkring velsignelsen ved at få børnebørn og får skoset nutidens overbekymrede forældre, i øvrigt – som fortæller livshistorie over en kop kaffe hjemme på gården. Og det er absolut positivt ment her, skal det understeges. Optrykt i bogen er også Ole Ficks fine omslagnoter til bokssætet "Hele balladen" fra 2010. Her formår Fick at sige det helt centrale omkring Trille med få ord:

"Jeg har observeret, at der blandt en del sangsolister har sneget sig et fænomen ind, som man kunne kalde "beostær-syndromet." Det er, som om ordenes menings er underordnet, blot det lyder fint, og stemmeføringen overholder tidens kodex. Sjælen er ikke med. For Trille handlede/handler det om indhold." Det er en meget rigtig betragtning - i en meget velkommen bog.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA