Jonah Blacksmith: Northern Trail

Jonah Blacksmith
Northern Trail

Jonah Blacksmith: Northern Trail

GAFFA

CD / Northern Sound
Udgivelse D. 04.11.2014
Anmeldt af
Espen Strunk

Man kan sandfærdigt sige, at de er redet ind fra vest. For bag navnet gemmer sig ikke en solist fra et engelsktalende land, men derimod et pæredansk band med rødder i Thy og centreret omkring brødreparret Simon og Thomas Alstrup.

Cowboymetaforen er naturligvis ikke tilfældig, for d'herrer bevæger sig indenfor det musikalske udtryk, der gerne betegnes som americana – et felt, som er blevet grundigt gennempløjet de senere år, hvor navne som Band of Horses og Fleet Foxes har gjort gamle, amerikanske musikdyder hippe igen.

Og når de er bedst her – ja, så gør Jonah Blacksmith det faktisk glimrende. Der er ikke tale om en puritansk roots-udgivelse, for iblandet den musikalske cocktail er også en mere midtsøgende poprock – tænk Carpark North med cowbowstøvler, og lyt til sange som I Am King eller Off the Track.

Det er dog i mere rustikke indslag som Drowned, Dandelion og Entangled Strings, at septetten for alvor spiller med musklerne, og man får en fornemmelse af et band, man gerne vil høre mere til fremover. Lovende debutalbum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA