x
Diverse kunstnere: Spot Festival, Dance Dance Dance, Musikhuset Rytmisk Sal

Diverse kunstnere, Spot Festival, Dance Dance Dance, Musikhuset Rytmisk Sal

Diverse kunstnere: Spot Festival, Dance Dance Dance, Musikhuset Rytmisk Sal

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Spot Festivals officielle åbning fandt i år mod sædvane ikke sted i Musikhusets Store Sal, men i den lidt mindre Rytmisk Sal. Der var dog plads til alle fremmødte, og lidt til, da festivalleder Gunnar Madsen traditionen tro bød velkommen med en kort tale. Den fokuserede på begrebet "tryghed", noget, som mange synes meget optaget af i en tid med terrorangreb og økonomisk krise, og det er helt legitimt, sagde Madsen, men når det gælder musik, er tryghed og genkendelighed ikke altid et gode. Og der findes ingen gentagelse uden en første gang. Der skal være plads til at tænke nyt, ikke mindst i musikken og ikke mindst på Spot.

Aftenens åbningsarrangement var da også anderledes end meget andet på Spot gennem tiden. Det var nemlig den kombinerede musik- og filmoplevelse "Dance Dance Dance", hvor den belgisk-japanske film "Dance Dance Dance" blev vist på et lærred foran scenen, mens det belgiske og på disse kanter meget lidt kendte band Arsenal spillede filmmusikken live på scenen – med danske Lydmor som gæstesangerinde på første og sidste nummer.

Musikken var let melankolsk og meget melodisk og stemningsfuld elektrorock fremført på guitar, bas, keyboard og trommemaskine af tre musikere på scenen. Typisk for filmmusik var der overvejende tale om instrumentalmusik, om end Lydmor som nævnt sang med på to numre, og et par af sangene undervejs var også med mandlig vokal.

Magisk realisme

Den 75 minutter lange film, instrueret af Arsenal-medlemmet Hendrik Willemyns og japanske Ken Ochiai, handler om to unge kvinder, der hver især gør kur til henholdsvis en indelukket, meget musikinteresseret ung mand og en ligeledes ret utilnærmelig dj i henholdsvis en landsby og en storby. Dj'en spiller på et diskotek, hvor dans er forbudt, hvilket giver filmen en lettere grotesk dimension, og især hen mod slutningen får "Dance Dance Dance" anstrøg af magisk realisme, inden alle trådene samles til sidst. Det er en smuk og lettere gådefuld film, som på scenen smeltede fremragende sammen med livemusikken. Et nummer sluttede eksempelvis meget brat, præcis som filmen bød på et abrupt sceneskift.

I de senere år har man set flere eksempler på bands, der spiller live til gamle stumfilm, Lambchop har blandt andet gjort det til F.W. Murnaus "Sunrise", men jeg har ikke tidligere oplevet en sådan sammenkobling af livemusik og en ny film. Musikken fyldte i øvrigt mere i filmen, end musik gør i film generelt, men der var jo også tale om en film, hvor dans og musik spiller en central rolle. Uden ligefrem at være gåsehudsfremkaldende var "Dance Dance Dance" en stor oplevelse, ikke mindst når den pumpende musik ledsagede flotte billeder af det japanske storbynatteliv. Det hele kan heldigvis opleves igen fredag eftermiddag klokken 15.30 på samme scene.

Oven på denne totaloplevelse fortsatte åbningsshowet med uddelingen af en pris – det nyindstiftede DFDS Rock Cruise-legat på 75.000 kroner, doneret af Spot Festivals mangeårige samarbejder, rederiet DFDS. Prisen gik til Spleen United for deres musikalske kompromisløshed, og prisen er så absolut velfortjent, men jeg ville have lagt uddelingen før filmen. Nu blev det lidt et antiklimaks, ikke mindst fordi Spleen United kun havde en ganske kort takketale –"vi siger tak, vi eksisterer stadig og arbejder bag lukkede døre på trods af visse rygter, men ellers har vi ingen kommentarer, og det bliver vi ved med" (bandet takkede også nej til interview med GAFFA forud for uddelingen) – og så var det hele slut. Ikke mere livemusik på dén scene. Alligevel en vellykket og tilpas uforudsigelig åbningsaften – rigtig god festival!

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA