x
Diverse kunstnere: Spot Festival, Jammin', Radar

Diverse kunstnere, Spot Festival, Jammin', Radar

Diverse kunstnere: Spot Festival, Jammin', Radar

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Jammin' er et to år gammelt ROSA-projekt, hvor danske musikere mødes med herboende musikere med anden baggrund end dansk i et øvelokale i Gellerup. Her har de så tre dage til at skrive musik sammen. Dette møde mellem forskellig musikalsk baggrund, kultur og opdragelse har dannet baggrund for aftenens koncert.

En fløjtelyd, der er alt andet end det, man husker fra folkeskolens musiktimer, fylder lokalet. Lyden er blød, fyldig og fortryllende. Et el-klaver med en dyb bas supplerer langsomt i 5/4, og et trestemmigt kor sætter ind. Sådan starter Spot Festival så småt op. Ikke med et brag, men blidt og behageligt uden at blive kedeligt – tværtimod er det alt for hurtigt overstået.

Den til lejligheden samlede gruppe bestod af fire fremragende musikere. Nasser Badran spillede ney-fløjte på en ganske særlig, luftig vis, nærmest som med et turbulent flow. I de lange, flotte fløjteintroer kunne man virkelig drømme sig væk. Deniz Ozan Öksüz var imponerende talentfuld på sin saz. Han håndterede det syvstrengede instrument med en sådan lethed, at den fremmede lyd og det komplekse spil helt naturligt faldt ind i lydbilledet og den afslappende stemning. Ikke nok med det sang han også helt fænomenalt. I det hele taget var der tale om en powertrio på vokalfronten med Michael Møllers mørke, behagelige stemme, som man kender fra Moi Caprice og The Mountains i harmoni med multiinstrumentalisten Ida Wenøes afsindigt bredspektrede og kraftige stemme.

Hver og en var de ekstremt talentfulde musikere, men det var i fællesskabet, at de virkelig strålede. Her blev resultatet en hel del mere end summen af de enkelte. Michael Møller fortalte da også, at de havde mødtes en del gange siden de tre dage i Gellerup, og at de overvejede at lave en plade, så vi kunne få deres spirituelle lyd hjem i stuerne og sidde der og være multi-kulti. En kommentar, der vakte en del latter i gruppen, hvorfor det var tydeligt at se, at de ikke bare var godt sammenspillet musikalsk, men også socialt. Noget der helt sikkert bidrog til den dejlige stemning, som musikken skabte.

En blandt publikum påpegede, at fraværet af trommer gjorde musikken rytmeløs, så man ikke skulle fokusere på at danse, men bare kunne læne sig tilbage, lytte og nyde oplevelsen. Billedet på denne "taktløse" musik passer meget godt ind i det spirituelle musikunivers, som de med vidt forskellig musikalsk baggrund skabte på scenen. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at vippe på foden under det sidste nummer. Her havde de fat i noget, som godt kunne have alternativ hitpotentiale – intenderet eller ej. Ida Wenøe havde i nummerets anledning fundet en akustisk guitar frem, med hvilken hun duetterede og duellerede med Deniz Ozans saz. Hver for sig meget komplekst, men sammen skabte de noget aldeles lyttervenligt, og med Badrans fløjtespil og Møllers vokal endte det hele i en højere enhed.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA