x
Diverse kunstnere: Spot Festival, Jammin', Radar

Diverse kunstnere, Spot Festival, Jammin', Radar

Diverse kunstnere: Spot Festival, Jammin', Radar

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Jammin' er et to år gammelt ROSA-projekt, hvor danske musikere mødes med herboende musikere med anden baggrund end dansk i et øvelokale i Gellerup. Her har de så tre dage til at skrive musik sammen. Dette møde mellem forskellig musikalsk baggrund, kultur og opdragelse har dannet baggrund for aftenens koncert. I dette tilfælde var tre dage dog ikke helt nok. Da musikken var skrevet, lød den af mere, så One Eyed Mule-trommeslageren Simon Meiner blev hentet indover. Og da der kom et afbud til aftenens koncert, blev Deniz Ozan Öksüz hentet ind fra en anden Jammin'-gruppe.

Sådan lyder historien i hvert fald. Det var helt umuligt at høre, at alle fem ikke har været sammen helt fra begyndelsen. Sikke et sammenspil, sikke en lyd de kunne producere, sikke duetter. Det hele lød som en samlet helhed, hvor hver enkelt præstation var svær at isolere.

Startende ud med Kaspar Kaae (Cody) og Dísa på keyboards, Fuat Talay på saz og Deniz Ozan som lead vokalist fik man et indtryk af den kemi, der er opstået i løbet af de tre dage i Gellerup. Messende, langsomt opbyggende musik både i volumen og intensitet. De lød allerede fra start som en enhed. Men da Simon Meiners helt tørre trommer kom på, kunne man alligevel sagtens høre, hvad de selv havde manglet for at fuldende musikken. Det gav lige den ekstra dimension, det rytmiske holdepunkt i overfloden af instrument- og vokalroller.

Rytmikken blev fastholdt på andet nummer, hvor Talay og Meiner delte trommesættet, mens Kaae skiftede til sin Telecaster, og vi fik serveret en trestemmig ørehænger, der meget vel kunne hedde "Taller Than the Trees".

Indtil nu havde vi fået en ganske positiv forsmag på Jammin'-gruppens individuelle evner såvel som deres samspil i at kreere store, intense lydbilleder forenet med glimrende, fængende sangskrivning. Men det var åbenbart blot en forsmag. Hovedretten blev serveret på imponerende vis ved de sidste to numre.

Startende helt stille ud med guitar, saz, brusende bækkener og så en ubestemmelig, overmenneskelig lyd, som skulle vise sig at komme fra Dísas strube. Hendes stemme er ikke blot et instrument til fremførelse af ord, den er en leverandør af følelser og stemninger. Fra denne stille malen af et lydbillede gik nummeret over i en hurtig, arabisk inspireret sang med dertilhørende trommerytme og en duet af dimensioner mellem Dísa og Ozan, hvis fremførelse af ord kunne gøre de fleste rappere forpustede. Man skulle ikke tro, at Ozan lige var kommet med i gruppen – hans vokal var så sikker, så stærk. Kun det, at han var tydeligt berørt over de andres formåen afslørede, at han endnu ikke havde vænnet sig til det glorværdige selskab.

Aftenen sluttede af med en islandsk sang, hvor gruppen med korstemmer og instrumentering gjorde alt for at snyde lytteren til at tro, at de var langt flere end fem på scenen. Et kæmpe lydbillede samtidig med en intensitet, en nerve og en tilstedeværelse, der sprængte rammer for både tid og rum. Jeg håber virkelig, at de vil tage tre dage mere i Gellerup og give os mere af deres kontrastfyldte musik, hvor det storslåede og det simple går hånd i hånd med stemningsfyldte lydbilleder og effektiv sangskrivning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA