x
Klub 27 : Spot Festival, Dome, Aarhus

Klub 27 , Spot Festival, Dome, Aarhus

Klub 27 : Spot Festival, Dome, Aarhus

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Jeg ønsker dem bestemt ikke døde, men skulle de kradse af i den famøse alder af 27 år, så har de potentialet til at komme i den legendariske klub, som de har taget navn efter. Klub 27 leverer en cocktail af 60'er/70'er-psykedelisk rock, blandet med en skabet syngende rapper, der har sans for både den skarpe og sjove leg med ord – og smagen leder tankerne hen imod Steppeulvene.

I løbet af de 4 numre, som der var afsat tid til i Karrierekanonens telt, kom man som sådan ikke vidt omkring, men man blev alligevel ladt tilbage hungrende efter mere. Udtrykket var friskt, selvom stilen er 50 år gammel. Trommer og bas cyklede bare derudaf, guitaristerne havde skruet op for alle de rigtige effekter og kunne deres kram i soloerne.

Så der er ingen grund til at ændre noget – opskriften holder, og AC/DC har for længst bevist, at man kan holde fast i sit udtryk, hvis bare man er dygtig nok. Og det er de fire instrumentalister i Klub 27 bestemt. Friskheden blev leveret af Haruna James Wasajjas flabede vokal, der med lethed og elegance, men aldrig arrogance, fremførte sine geniale tekster.

Koncertens første linie "De siger, at jeg ligner en bøsse" indfangede hele Domens opmærksomhed, og vi blev beriget med perler som "mine tanker, de knirker – så ved jeg, at mekanikken, den virker", "jeg gør lige, hvad der passer mig – hvis jeg får lov af hende med bukserne på". Hør nummeret "Hallo" via Karrierekanonen og lyt selv med på hans leg med ord. Hvor berigende musikken og Wasajjas tekster end var, så sørgede lydforholdene på Domen desværre for at berøve os en hel del af det.

Selv placeret lige foran lydmanden var lyden elendig på især vokalen, der var meget svær at høre, så Wasajja har kastet sine perler for svin. Værre blev det, da stortrommemikrofonen på tredje nummer væltede ned i stortrommeskindets hul med en fæl, høj kliklyd til følge. Løsningen understregede teknikkens komplette ignorance på fjerde og sidste nummer "Hallo". Der blev skruet ned for stortrommen og kompensatorisk skruet op for lilletrommen, så det nu var den, der stod for den fæle, høje kliklyd.

Det er utroligt, hvor meget, man kan klokke i det på blot 20 minutter. Det er simpelthen ikke i orden at byde vækstlaget den slags rammer. Klub 27 har kun 20 minutter til at overbevise, og så må Karrierekanonen altså bruge nogle flere af vores licenspenge på en ordentlig lydmand og en scenetekniker til de sidste 12 udvalgte.

For Klub 27 – de overbeviste, men hvor gik man glip af meget som publikum. Jeg vil meget gerne give dem nogle flere stjerner, så jeg håber virkelig, at jeg når at opleve dem under mere ordnede forhold. Ellers må de indspille en plade, så vi kan høre dem til evig tid – om så de ender i klub 27 eller ej.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA