x
ONBC: Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Filuren

ONBC, Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Filuren

ONBC: Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Filuren

Anmeldt af Rosa Louise Stilgren | GAFFA

Det er ikke myldret ind med tilskuerne til koncerten, der foregår på Filuren i Musikhuset, som er et lille dunkelt lokale. Folk står med en god armslængde imellem hinanden og snakker lavmælt over deres fadøl. Der er derfor ingen, der bemærker noget, da orkestret nærmest lydløst lister ind på scenen og indtager deres positioner. Langsomt begynder klapsalverne at sprede sig, og første nummer, One Of These Days, sætter lyd til startskuddet af eftermiddagens koncert.

Den akustiske sjæler stiller skarpt på vokalerne fra Camilla Florentz og tidligere Superheroes-sangerinde Tanja Simonsen. Det lyder næsten som om, at stemmerne flyder fra det samme lungeorgan, men bliver betonet af to tunger. De følger nøjsommeligt ad over en guitar, og det korte intronummer slutter lige så brat, som det er begyndt. Derefter drager musikken ellers ud over stepperne med dundrende trommer, galoperende guitarriffs og indiefolk for alle pengene. Den første halvdel af singlen White Trash drukner næsten i de øredøvende trommeslag, der slidsikkert kværner gennem det meste af koncerten.

Nuancefattig og navlepillende

En legetøjsklingende synth skærer sig igennem lydbilledet på Crash og efterlader ikke meget spotlys til vokalharmonierne, der ellers farvelægger en noget nuancefattig og navlepillende koncert. Den lille kvartet lader overvejende numrene tale for sig selv, og det er jo egentlig hæderligt nok, hvis de altså talte med lidt større bogstaver. Der er ikke meget variation i fremførelsen af de ellers fine melodier, og det kommer derfor til at fremstå som en lind strøm af den samme lyd. Det er en lidt tør kiks at sluge på sådan en fredag eftermiddag.

Bedre bliver det, da trommestikkerne bliver skiftet ud med whiskers, som tillader melankolien og regnvejrsvåde forestillinger smyge sig ud af vokalerne. Og fra uventet kant kommer en nærmest gimmick-agtig solo fra instrumentet, de andre som regel ikke gider lege med, melodikaen. Det hele kulminerer med aftenens næstsidste nummer, Copenhagen, der i begyndelsen virker både søvndyssende og distanceret i sin førnævnte navlepilleri, men som intensiveres med en instrumental outro. Her får guitareffekterne for alvor lov at skinne igennem og det gør udtrykket mere skarpladt. Desværre sker det lidt for sent inde i koncerten og efterlader derfor et fattigt helhedsindtryk, der ikke kommer til at stå skarpt og klart i erindringen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA