I'll Be Damned: Spot Festival, SCC, Aarhus

I'll Be Damned, Spot Festival, SCC, Aarhus

I'll Be Damned: Spot Festival, SCC, Aarhus

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

På scenen er tre fyre i jakkesæt brudt ud i et voldsomt slagsmål. "De tæver hinanden," skriver jeg. Da jeg igen kigger op fra min notesblok, flyver en fadøl med meteorisk kraft forbi mit hoved. Den er tæt nok på til, at det føles som et blidt strejf over kinden; et rent skæbnetilfælde, at den ikke klipper mig lige i fjæset. Det er alt i alt essensen af en rockkoncert, den der, hvad sker der nu-følelse, du er aldrig helt sikker, og du deltager med livet som indsats. 

Præludium

Klokken er 16 i Scandinavian Congress Center, hvor de forbandede apostle i I'll Be Damned har indtaget den store scene. Mens mørket hersker, drysser guitarist Boris Tandrup sjælfulde og langskæggede toner ned over publikum, som små glorier.

Dernæst sparkes koncerten i gang med et monstrøst spildgathost af tungt svingende metal-rock. De lægger hårdt ud med den nye førstesingle, Believe it, fra deres kommende album.

Bandet er som en damptromle, der med største ro buldrer den varme asfalt flad, mens frontmand Stig Gamborgs karakteristisk kommanderende hvæs sidder lige i skabet. Ganske forvirrende står han dog ikke på scenen, men tager indtil efter første omkvæd førerrollen fra bag scenetæppet. Da han endelig træder ind til skue, er det med hans vante attitude, de knyttede næver, de sammenknebne øjne, der regerer over publikum. Han er en indpisker Rob Halford værdig. 

I Fever får vi en rigtig smæk-i-enden-guitarsolo leveret af Kristian Sloth og hans hvide Gibson Flying V, og det må da også antænde bålet oppe på scenen yderligere, for Gamborg smækker mikrofonstativet i jorden og lægger sig i knæ udover scenekanten, hvor han ud fra synet at dømme skræmmer den nærmeste fotograf med sin udstrakte tunge.


Messe

Der er en del indviede blandt publikum, og de hjælper sågar med at slutte Fuck The World for bandet. Hvis de dog ikke er helt engagerede, får de ikke noget valg, da Gamborg i Schizophrenic Homos hopper af scenen for første gang og slentrer opildnende rundt blandt publikum. Og man kan ikke sige sig fri – undertegnede bliver ringet i hagens lettere ydmyge skægvækst, da Gamborg kommer skrålende forbi. 

I Your Only Home forvandler Gamborg sig imidlertid til himmelråbende prædikant. Han sparker sin monitorkasse længere ind på scenen og bruger den kunstfærdigt som stol, mens den dystre og let støvede guitar lægger sig som en tung dyne over salen.

Bandet trækker sig tilbage, og Gamborg får lov at sidde helt i front, badet i blåt. Det klimakser da også i, at han stiller sig op på kassen og strækker hænderne op mod salens loft.

Herefter er der fuld skrue på. I'll Be Damned lyder til tider som en ondere og mere bidsk fætter til D-A-D, og andre gange er der Seattle-sludge nok til at få Soundgarden til at klappe i hænderne. Der er styr på dyderne, og hvis der har været nerver forud for dagens koncert, mærker man det ikke på bandet. De leverer, som vi siger oppe nordpå, uden så meget pis.

Højdepunktet kommer i Right For the Money, hvor den i indledningen omtalte slåskamp indtræffer. Først træder ét jakkesæt ind på scenen og smider med falske penge, dernæst følger to mere. De står og kigger nedladende på publikum, ja, man tænker jo næsten "kapitalistsvin", før de ryger i kødet på hinanden.

En dejlig sarkastisk kommentar til verdens miserable tilstand. Det er ikke bare enormt spændende, det er også enorm sjovt, og det sætter virkelig trumf på en ellers solid magtdemonstration, der i Gamborgs egne ord er "en forbandet fornøjelse".

Det er derfor også ærgerligt, at salen – på uretfærdig vis! – ikke er fyldt mere op. I stedet står mange potentielle publikummer i en lang kø udenfor og venter på at få armbånd til festivalen. Og det er en forbandet skam, at de står der og bare bliver ældre og tygger flæskesvær, når nu de går glip af en forbandet god koncert indenfor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA