x
Diverse kunstnere: Spot Festival, Musikhuset, Rytmisk Sal

Diverse kunstnere, Spot Festival, Musikhuset, Rytmisk Sal

Diverse kunstnere: Spot Festival, Musikhuset, Rytmisk Sal

Anmeldt af Helene Refsgaard | GAFFA

"Go'aften," siger Kira Skov og Marie Fisker simultant og har dermed lagt stilen for resten af koncerten. De to erfarne kvinders perfekte synkronitet er nemlig en gennemgående del af stilen på fællesprojektet The Cabin Project. Med professionel sikkerhed smyger deres vokaler sig ind og ud imellem hinanden, som sang de med én tvedelt stemme.

Som kontrast til Skov og Fiskers perfekte harmonier arbejder Oliver Hoiness (guitar, tangenter) og Ned Ferm (tangenter, fløjte og saxofon) bevidst med disharmonier i musikken. I aftenens tredje nummer Oxygen bliver der endda lagt et underlæggende beat ind i den ellers tilbagelænede, cool og melankolske lyd. Meget passende bliver der på bagskærmen, med tilhørende visuals af Helene Nymann og Diana T. Møller, projekteret en flok synkronsvømmere. En tværfløjte byder ind med en vis succes, mens saxofonsoloen i det efterfølgende nummer My Bride derimod virker malplaceret.

Nærværende anmelder er ikke imponeret indtil nu. Man kan ikke mærke musikken, som tenderer til at blive kedeligt overharmonisk – på trods af de knap så vellykkede forsøg på at bryde den.

Men i I Watch You begynder der at ske noget. En tung bas forplanter sig fysisk i benene, der summer fornøjet. Fornemmelsen spreder sig til resten af kroppen på Hostile Face og Orgelsten, hvorefter bandet med coveret af Ewan MacColls klassiker The First Time Ever I Saw Your Face igen bliver helt skrabede og rene i udtrykket.

Tunge rytmer indleder I Celebrate, som er et af koncertens højdepunkter med vokalmæssige klange, der vibrerer på huden. For tredje gang kommer saxofonen i spil. Sættet slutter i den kedelige ende med endnu en indlagt saxofonsolo – som dog er aftenens mest vellykkede.

På trods af de forsøgte brud bliver det hele så perfekt, at man ikke kan mærke de ellers fantastiske vokalister Kira Skov og Marie Fisker. Den professionelle afslappethed, der præger sangerinderne på scenen, er også den, der gør, at det aldrig bliver rigtig farligt. Der er ikke noget på spil. Derfor må man i højere grad finde menneskeligheden og det sårbare i de små nuancer og detaljer, som bryder den harmoniske synkronsang.

Der er ingen tvivl om, at der er tale om et topprofessionelt set up, og forventningerne er da også tilsvarende skruet op allerede inden koncertens start. Men ofte ligger den skønneste harmoni i disharmonien, for det er der, det først bliver rigtigt spændende. I denne koncert fungerede disharmonien sjældent rigtig godt.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA