x
TurboChild: Spot Festival, HeadQuarters, Aarhus

TurboChild, Spot Festival, HeadQuarters, Aarhus

TurboChild: Spot Festival, HeadQuarters, Aarhus

Anmeldt af Nanna Jenner Jensen | GAFFA

Klædt i all denim, langt hår, tatoveringer og en enkelt guldskjorte med blomstertryk indtræder TurboChild som det første navn på Spot Festivals scene på HeadQuarters. Spillestedet er proppet til bristepunktet, og der ulmer en sjælden energi mellem publikum og fadøllene. Vi er tændte. Og fra første strofe bliver det helt klart, at det er bandet bestemt også. 

TurboChild er nemlig den helt perfekte blanding af hardcore rock'n'roll og ølkor – og det er altså skrevet i den bedste mening. Det er catchy, det er melodisk, og det sparker seriøs hårdt røv. Hvis du så tilsætter velspillende musikere og velklingende guitarriff – hvad mere kan du så egentlig bede om?

Der går 12 på dusinet af denne her type rockbands – og det står og falder altid omkring to punkter. 1. Har forsangeren en fed vokal? Og 2. Kan han performe langt ud over scenekanten? I TurboChilds tilfælde kan man kun give ét simpelt svar: JA og JA! 

Som en karismatisk amerikansk præst står forsanger Richard i front og preacher den rå rock'n'roll for os. Og som de lydige disciple sætter publikum sig ned på knæ på kommando, da vores Messias beder os om det: "Let's all sit down and pray", messer Richard, inden folket og musikken går i ren ekstase. Hvis Jesus kunne gå på vandet – så er jeg ret sikker på, at det var til lyden af rock'n'roll a la TurboChild. 

Drengene har efterhånden så stor live-erfaring på rygraden, at der er plads til overskud, leg og underholdende koreografi. Det kan godt være, det er simpelt, men det ser sgu fedt ud, når fire fyre i stramme jeans kickbacker samtidig. 

Med deres nyeste single "Still My Love" cementerer TurboChild for alvor festen og deres egen status som Danmarks nye rock-darlings. Der er hit-potentiale, der er live-potentiale, der er kæmpe potentiale her!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA