Diverse kunstnere: Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Diverse kunstnere, Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Diverse kunstnere: Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Blandt denne årlige Spot Festivals absolutte højdepunkter (på papiret) var Reptile Youth-frontmand Mads Damsgaards seneste sideprojekt med den amerikanske visuelle designer Abby Portner, hvis mest prominente kreationer har budt på jobs for blandt andre Animal Collective. Sammensætningen lyder aldeles interessant, og sæderne i Musikhusets Store Sal så sig også hurtigt fyldte til aftenens afslutningskoncert.

Mange havde måske hørt om, hvad der skulle vente dem – et sanseligt samspil mellem lyden og det visuelle. Koncertkonstellationen havde før koncerten båret tydeligt præg af amerikanske Abby Portners indtog i Mads Damsgaards liveformidling, som ellers hidtil har været kendetegnet ved crowdsurfing og speed-dancing. Denne aften skulle dog stå som noget særligt – i hvert fald var det, hvad vi fik fortalt. Som Mads Damsgaard indtog scenen, steg publikums entusiasme, og den medbragte pianist begav sig selvsikkert ud en nedskrællet genfortolkning af nummeret "Black Swan", hvortil psykedeliske visuals lagde sig som baggrund til Mads Damsgaard vokal.

Hvor var Abby Portner?

Mads Damsgaard begav sig solidt igennem genfortolkning efter genfortolkning af velkendte Reptile Youth-numre, som hidtil kun har set en optræden præget af intens fællesdans, og her viste Damsgaards vokal så sandelig også sin særprægede diversitet, som trods sine enkelte fejltrin holdt hele vejen igennem. Dertil stod Abby Portner visuelle design, som kom til udtryk ved den bagvedstående scene, dog fremkom dette design ofte uinteressant og uden sammenligning med musikken. Formålet med koncerten stod dog tydeligt ved, at den sanselige indlevelse var i fokus, og musikken levede dog også op til det niveau, man kunne forvente. Det ekstraordinære, som koncerten var bygget op omkring manglede dog, da Mads Damsgaard begav sig igennem klassiske fortolkninger imellem sin ydmyge taknemmelighed og publikums overraskende entusiasme. Det fremkom derfor som om, at Mads Damsgaard (måske ufrivilligt) bar det meste af koncerten – og hvor var Abby Portner?

Den mængde visuals, som fremstod på det bagvedstående lærred var da også til tider interessante, men dette var mest baseret på en tvivl om, hvilken historie disse netop skulle fortælle. Vi så alle sammen Mads Damsgaard, og han gjorde det fremragende i sit bevis på, at han kan andet end at synge op til dans. Abby Portners visuelle tilgang til projektet efterlod derimod undertegnede med en oplevelse af noget, der var noget andet end det, de to artisters sammenkobling i virkeligheden skulle have været.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA