x
Mendoza: Spot Festival, VoxHall, Aarhus

Mendoza, Spot Festival, VoxHall, Aarhus

Mendoza: Spot Festival, VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Helene Refsgaard | GAFFA

Mendoza er lig med en uomgængelig henvisning til 90'ernes bølge af eurodance, techno og raves, hvilket for denne anmelder ikke udgør positive associationer. Alligevel er der noget spændende og originalt over Mendoza. Især hittet Love Druggie er eksemplarisk i sin simple opbygning med få, men effektive virkemidler og et legende beat.

Og på Spot Festival overbeviser Mendoza om, at hun har meget mere at byde på. Det hjælper, at publikum er 100 procent på fra start, da sangerinden med en sprød og veloplagt stemme sætter festen i gang. En lækker hæshed og perlende høje toner viser Mendozas vokalmæssige overskud, og en aggressiv sceneoptræden spiller naturligt op ad den tilsvarende ekspressive musik. Ingen kan være i tvivl om, at her er en kvinde, der nyder Spot-lyset.

"Fucking Spot Festival er lige mig. Er det også jer?" råber en begejstret Mendoza til publikum, der brøler tilbage: "JAAA!"

 

SM og hoppesang

Musikken refererer til førnævnte 90'er-sounds med Malte Aarup-Sørensen på trommer og Mendozas faste musikalske partner Niels Kirk på keys, der spiller akkorder i en stil à la dancenavne som Culture Beat og Dr. Alban.

Samme musikere er iklædt noget, der ligner store, mørke dykkerbriller med indlagt lys, som lyser op i takt med beatet. Mendoza selv smider sin sorte trøje undervejs og står tilbage i en dragt med korte hotpants og en meget lille top, der har et SM-agtigt islæt med et bånd rundt om halsen. Alt i sort. Hælene er tårnhøje og klodsede, makeuppen kulsort og tilsvarende den kortklippede frisure. Det virker, for Mendoza bærer looket selvsikkert, og hele scenestilen holder.

"I kan godt gå lidt mere amok. Kan I gå mere amok?" spørger Mendoza. "WUUUH!" replicerer gulvet. Rigtig amok går publikum, da Love Druggie bliver spillet som anden sidste sang. Housebeatet forplanter sig i tilhørerne, som hopper med på omkvædet, mens stroboskoplyset går tilsvarende amok. Det er voldsomt fedt og et absolut højdepunkt i koncerten.

"Ha' en fucking god Spot Festival. Nu skal der fandme drikkes," lyder den afsluttende replik fra Mendoza, som efterlader publikum på toppen.

 

På grænsen til det banale

En repræsentant for Mendoza fortæller, at det er første gang, Mendoza optræder med et liveband frem for en dj. Det har været hendes ønske, at følelsen skulle tilsvare en fed rockkoncert. Og den forventning er fuldt ud indfriet.

Selvom det kan virke uoriginalt at samle op på førnævnte 90'er-bølger, så virker det, fordi der bliver eksperimenteret med detaljerne, som er dem, der gør musikken interessant. Mendoza har selv nævnt Marilyn Manson og Depeche Mode som inspirationskilder, hvilket ikke umiddelbart kan høres i musikken. Men måske er det netop det, der tvister lyden til det spændende; en mørk melankoli, der ligger som undertone til den, på overfladen, feststemte dance.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det virker. Men musikken ligger konstant og leger på grænsen til det banale, så faren ligger i ikke at forfalde til klichéerne. Når det er sagt, har Mendoza også et kæmpe potentiale til at føre musikken ud i nye ukendte afkroge og til selv at blive en inspirationskilde for den elektroniske scene. Jeg følger i hvert fald spændt med i udviklingen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA