x
Sam Amidon: Atlas, Aarhus

Sam Amidon, Atlas, Aarhus

Sam Amidon: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Tirsdag aften bød på noget af et dilemma for musikelskere på Aarhus-kanten. Skulle man se de både smukke og brutale støjrockere Swans, kendt for koncerter med umenneskeligt høj lydstyrke, på VoxHall, eller den anderledes lavmælte Sam Amidon, anerkendt for sine fortolkninger af amerikanske folkesange fra især 1800-tallet, inde ved siden af på Atlas. Jeg valgte efter grundige overvejelser sidstnævnte, og det havde cirka 50 andre også gjort til en siddende koncert med nærlytningen i fokus.

Sam Amidon stillede op med et ganske lille band bestående af ham selv på sang, akustisk guitar og banjo samt multiinstrumentalisten Chris Vatalaro på både trommer, slagtøj, bas, keyboard og samples. Det skulle vise sig at være rigeligt til at holde publikums opmærksomhed fanget gennem lidt mere end halvanden time. I centrum stod dog Sam Amidons smukke, ret lyse stemme, der lige fik en intenderet let hæs klang på sangenes mange lange toner, og hans formfuldendte fingerspil på skiftevis akustisk guitar og banjo, sidstnævnte især på de mere energiske numre.

Chris Vatalaro viste sig hurtigt som en fremragende sparringspartner for Amidon, ofte afdæmpet spillende på whiskers, raslende slagtøj eller med keyboard med den ene hånd og lilletromme med den anden som på afdæmpede "Down the Line". Fornemt.

Koncerten nåede et tidligt højdepunkt i sættets fjerde sang, "Way Go, Lily", hvor Amidon fik folk til at synge med af fulde hals på ordet "sometimes" i outroen – helt, til Amidon sang spagere og spagere, og ordet til sidst kun var en rytmisk hvisken i munden på såvel Amidon som publikum. Nu var der for alvor opstået forbindelse mellem solist og publikum, og det fortsatte koncerten igennem.

I begyndelsen af "I See the Sign" tog Amidon pludselig cirka 20 armbøjninger på scenen uden nærmere forklaring (motion på arbejdspladsen?), men det medvirkede til at øge koncertens i forvejen høje intensitet – og viste Amidon som en mand i god form. Sangens dommedagsstemning blev i øvrigt understreget stærkt gennem heftige trommehvirvler og dissonant guitarspil mod nummerets afslutning.

Jernbane-arbejdersangen "1842" var et højdepunkt med heftigt banjospil og en overraskende funky outro, hvor Amidon sang en skarp falset i tæt parløb med sin akustiske guitarsolo. Til gengæld virkede fortolkningen af Tears for Fears' firserhit "Head over Heels" lettere malplaceret ­– musikalsk og tekstmæssigt stak den noget ud fra resten af sættet, om end den blev fremført til ug med ubesværet falsetvokal. Så var den helt afdæmpede "Saro" om arbejderens kærlighed til kæresten derhjemme på den anden side af oceanet anderledes smuk og en af koncertens stærkeste sange.

I ekstranummeret "Pretty Fair Damsel" gnistrende Amidon igen med simultan falsetsang og akustisk guitarsolo, og vi fik atter lov til at synge med på afslutningen på allersidste sang, "Climbing High Moutains", hvor Amidon havde indlagt fire linjer fra R. Kellys "Relief" – og de virkede til gengæld stærkt i konteksten med ord som "What a relief to know that we are one" – og Amidon og publikum var hér netop en enhed. En stærk afslutning på en fornem koncert, hvor Amidon og Chris Vatalaro kom langt med enkle, men effektive virkemidler og da også modtog stående ovationer. Fuldt fortjent.

Nåja, så gik jeg i øvrigt lige forbi Swans på VoxHall på vej hjem – bygningen nærmest rystede, så jeg blev nysgerrig. Selv med ørepropperne stoppet helt ind måtte jeg dog gå i dækning bag baren for ikke at få akut tinnitus. Swans-fans fik givetvis fuld valuta og høreskader for pengene.

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA