Faith No More: Sol Invictus

Faith No More
Sol Invictus

Faith No More: Sol Invictus

GAFFA

CD / Ipecac
Udgivelse D. 18.05.2015
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Vi skal helt tilbage, til før internettet fangede an for at finde seneste Faith No More-udspil. Nærmere bestemt 1997, hvor det beskedent betitlede Album of the Year udkom. Dengang som nu, for ikke at sige altid, har San Francisco-bandet kørt deres helt eget særegne løb, hvor alt er muligt. Én af grundene til dette er, at de i front har rockmusikkens teknisk mest overlegne og skizofrene vokalist, for ikke at tale om karismatiske – og hvorfor ikke udnytte denne kundskab? Således tjener det 40 minutter lange comebackalbum Sol Invictus som endnu en lang blærerøvsstund for Mike Patton, der ligesom resten af bandet ikke har brug for at få banket rust af efter den lange pause. Faith No More er nemlig stadig en elastisk funky og hårdt huggende enhed.

Med mere tyngde, men ellers samme anarkistiske tilgang som et andet kultband, Ween, kastes man som lytter rundt i blæste tekster og et kaotisk genrekosmos af de mere excentriske. Fra det barokke og ominøse pianobårne titelnummer, til tonserattitude på Superhero, disco-funk på Sunny Side Up, crooner-pop på From the Dead, countryrock på Black Friday, thrashede Separation Anxiety, reggaevibe på Rise Of The Fall, passiv-aggressivitet på Motherfucker og den storladne Matador med mere flot tangentspil fra Roddy Bottum. Forvirrende eklekticisme? Bestemt, men samtidig så satans dragende og givende, at man må overgive sig hovedkuls til vanviddet. Ingen andre kan som General Patton og Co. få en leg til at lyde som ramme alvor.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA