x
Terakaft: Alone

Terakaft
Alone

Terakaft: Alone

GAFFA

Album / Out/Here
Udgivelse D. 10.05.2015
Anmeldt af
Torben Holleufer

Det var i 2009, at jeg endelig mødte Philippe Brix. En gråhåret slank fransk legende, der havde opdaget Tinariwen og tilbragt månedsvis i ørkenen. Som med guitaristen Justin Adams havde været med omkring den oprindelige Festival in The Desert udenfor Timbuktu. Nu var hans passion et beslægtet orkester, han kaldte for Terakaft. Siden har de støt og sikkert været på vej på Brix' eget label, indtil de nu er landet hos Jay Rutledge i München, hvor også Bassekou Kouyate har lavet episke plader. Og denne nye udgivelse er da også et ørkenblues-mesterværk.

De beslægtede grupper fra Saharas midte er jo alle i eksil. Og det påvirker og får ikke-tuareger ind i processen, noget der både hos Terakaft og Tamikrest nærmest bare har gjort ørkenbluesen dybere. Det er dog stadig de to beduiner, "Diarra" og Sanou, som kører showet, og på denne udgivelse væver de et net af forunderlig guitar, der det ene øjeblik er helt nede i trancen, mens det næste foregår i flyvende fart, så du bare må danse og feste. Jeg er så vild med denne plades friskhed, og forstår, at Justin Adams ikke kunne nære sig, men måtte fatte spaden og feste med. Så smittende er musikken bare.

Så er du fan af Tinariwen, bliver denne skive din næste passion. For denne plade har da ensomhedens blues fra eksilets uendelige tur verden rundt, men er også skabt af et band med stor erfaring, der har fået en fortjent kontrakt og fejrer den med en af genrens bedste plader nogensinde.

Ørkenen synger mere end nogensinde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA