Thøger Dixgaard: OK

Thøger Dixgaard
OK

Thøger Dixgaard: OK

GAFFA

EP / Disco:wax
Udgivelse D. 13.04.2015
Anmeldt af
Maria Therese Seefeldt Stæhr

Thøger Dixgaard har en fortid i Flødeklinikken – men det er ikke til at høre, hvis man ikke ved det, for som solist og en del af det musikalske kollektiv Hukaos går Dixgaard en helt anden vej. OK er artistens første solo-ep, og det er på mange måder en rigtig fin skive. Fem skæringer, der slår fast at Dixgaard er en følsom herre – det er tydeligt både i tekster og vokal. Det er blødt, sårbart og inderligt.

Genren er r'n'b med elementer fra både den gamle og nye skole, og det er en lækker lyd. Dixgaards vokal er også super skøn – og de to elementer gør, at ep'en overordnet set fungerer rigtig godt. Der, hvor det halter er, at det bliver ensformigt. Numrene er forskellige, men det enkelte nummer bliver monotont – de sidste 40 sekunder i hvert nummer kunne sagtens være skåret. Når det er sagt, er det bestemt en ep, der er værd at lytte til, for Dixgaard har noget på hjerte, og han er dygtig til at formidle det. At det kan klare en opstrammer i forhold til variation i det enkelte nummer ender som en detalje, for udgangspunktet er godt – og interessant.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA