x
Nick Cave : DR Koncerthuset, København

Nick Cave , DR Koncerthuset, København

Nick Cave : DR Koncerthuset, København

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Der er sket meget, siden en 26-årig Nick Cave rullede sit tidlige repertorie ud i Ungdomshuset midt i firserne, eller for den sags skyld da han og The Bad Seeds blæste deres dengang helt nye "Murder Ballads" ud fra Orange Scene i sommeren '96.

Cave har, ikke mindst efter 2013-udspillet "Push the Sky Away," efterhånden fået et ganske bredt publikum herhjemme; folkeeje vil nok være for stort et ord, men alligevel. Det fremgår i aften, hvor Cave bogstaveligt talt samler menigheden og inviterer folk på scenen i Koncerthuset ude i Ørestaden – heraf en del helt unge kvinder, som umuligt kan have en lang historie med mandens bagkatalog.

Men som alligevel hylder den ulasteligt klædte, 57-årige rockstjerne som et usandsynligt sexsymbol; en rockens antagonistiske, aldrende antihelt, som i aften er i nærkontakt med sit publikum i København i bemærkelsesværdig grad.

Blodrøde draperier

Der er ikke noget nyt album, som skal promoveres; og selvom aftenens koncert er en del af den såkaldte Nick Cave Solo Tour, er hele fire musikere med på scenen – herunder den faste højrehånd Warren Ellis på guitar, elektrisk violin med mere.

Samt The Bad Seeds' distinkte rytmegruppe med Martyn Casey på bas og Thomas Wydler på nogle trommer, som i aften står smældende skarpt midt i lydbilledet sammen med Caves eget klaver.

Der indledes i (nær ved) nutid lidt over otte med "We Real Cool" fra forrige års succesalbum; herefter følger først den klassiske rocksalme "The Weeping Song", helt solo på klaver, og så en ondsindet "Red Right Hand" - Cave, band og draperierne bag scenen badet i blodrødt lys – som demonstrerer, at aftenens begrænsede personel også har midlerne til at støje.

Og så følger om ikke en hitparade, så et eminent, eklektisk udpluk fra den lange karriere – lige fra titelsangen fra debutalbummet "From Her To Eternity" (og en fantastisk version af Cohen-coveret "Avalanche" fra samme!") over halvfemsermesterværket "The Boatman's Call" til "Push the Sky Away," som udkom for to år siden.

Intense minutter

"Mermaids" fra sidstnævnte får lov at kulminere i et mageløst, rockende crescendo med Warren Ellis på elektrisk guitar, umiddelbart efter at Cave for alvor har etableret kontakten og inviteret folk op på scenen under "Higgs Boson Blues"; nogle klamrer sig til ham, andre sætter sig blot på scenegulvet, andre føler på Caves skjortebryst, mens han stønner "Can you hear my heartbeat? Can you hear my heartbeat!?"

Cave selv manøvrerer ubesværet rundt i mylderet og synes i en vis forstand at gøre status og samle trådene med dette retrospektive show, hvor den derangerede Elvis Presley-hyldest "Tupelo" fra '85 sidder side om side med en sitrende smuk "Black Hair" fra "The Boatman's Call," hvor tiden står stille i DRs Koncerthus i nogle intense minutter. Og så fremdeles.

Mindre end seks ekstranumre kan da heller ikke gøre det i Koncerthuset i aften: "And No More Shall We Part" (med det smukke mellemstykke, med linjerne om, at "I'll never be free / if I'm not free now") afløses af den glædelige overraskelse "Up Jumped the Devil;" afløst, umiddelbart, af den atmosfæriske, 16 år yngre "Breathless."

Og hele gruppens mesterlige vekslen mellem kaos og kontrol sættes ind med afsluttende "Jack the Ripper" på en baggrund af lilla velour. Da har salen – og ikke mindst de forreste rækker – forlængst overgivet sig til ceremonimesteren Cave; seancen antager karakter af regulært triumftog og bekræfter således, hvad man allerede havde på fornemmelsen forud for aftenens show: At det her ville blive en af årets helt store koncerter.

Nick Cave optræder i DR Koncerthuset igen i aften (13. maj, red.). Koncerten er udsolgt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA