Diverse kunstnere: Pop Revo, VoxHall og Atlas, Aarhus

Diverse kunstnere, Pop Revo, VoxHall og Atlas, Aarhus

Diverse kunstnere: Pop Revo, VoxHall og Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den aarhusianske Pop Revo-festival har som sit formål at "præsentere musik fra kanten af den legesyge indiescene uden at smide folk af i svinget" og har gjort det siden 2004, fortrinsvis på VoxHall og Atlas, og i år også på det nærliggende Radar. Festivalen begyndte torsdag på Radar og fortsætter fredag og lørdag på alle tre spillesteder. Nærværende anmelder valgte fredag at fokusere på musikken på VoxHall og Atlas. 

Molly, Atlas ****

Skal det være Liss eller Molly? Det var valget klokken 19 fredag aften på henholdsvis Radar og Atlas. Undertegnede valgte Molly, en københavnsk punk/garagerocktrio, som med den klassiske lineup sang/guitar, bas og trommer gav en halv times højenergisk koncert med både melodiske, aggressive og hurtige sange – bortset fra enkelt nummer, der gik ned i tempo undervejs og så op igen.

Musikerpræstationerne var solide med mere fokus på sammenspil end solistiske udfoldelser – soloer var der ingen af, og guitarspillet var primært akkordspil med solid forvrænger, altså ingen melodistemmer på guitaren. Melodierne lå i de stærke vokaler fra forsanger Malte Hill, hvis på én gang hæse, vrængende og bundsolide stemme fik mig til at tænke på Bob Mould fra hedengangne Sugar og Hüsker Dü – grupper, som Molly også musikalsk gav associationer til. Gruppens bassist supplerede med blødt kor, som gav musikken et mere poppet skær i ordets bedste betydning.

Efter en halv time sluttede Malte Hill af med demonstrativt at pille strengene af sin guitar, og så kunne der ikke vrides flere toner ud af den koncert. Så var fredagen skudt i gang. Også selvom kun cirka 30 personer var nået frem til Atlas denne tidlige aften – der kom heldigvis hurtigt flere.

Dean Blunt, VoxHall

Festivalen fortsatte med Dean Blunt på VoxHall – læs min kollega Kim Lykke Andersens anmeldelse her.

Jonas Munk og Nicklas Sørensen, Atlas **** Se billeder fra koncerten her

Jonas Munk er kendt som guitarist i den psykedeliske rockgruppe Causa Sui, og Nicklas Sørensen har samme rolle i et andet psych-band, Papir. Munk har også udgivet to soloplader, Sørensen har én på vej, og til Pop Revo havde de to fundet sammen om at fremføre musik fra disse soloudgivelser. Sørensen spillede guitar, mens Munk både betjente analoge synthesizere og guitar.

Musikken var instrumental og meget stemningsfuld, ofte med Sørensen i hovedrollen med få, men velvalgte toner og akkorder på guitaren og masser af effekter som delay og chorus – både Sørensen og Munk havde en større samling guitarpedaler – i de langstrakte, drømmende, nærmest meditative numre, som takket være de diskrete beats og basgange fra backtracket var moderat dansevenlige. Det hele blev fremført med dæmpet blåt og rødt lys på scenen, det var lige før, man fik lyst til at sætte sig ned i sofaen og tage en blunder, hvilket i denne sammenhæng skal opfattes som en kompliment. Det tætteste, Pop Revo denne aften kom på en ud-af-kroppen-oplevelse.

Vi kom dog ud af den søvngængeragtige stemning med aftenens sidste nummer, som rummede en crescendo-opbygning, der gjorde kompositionen mere dramatisk end de foregående. En passende slutning på tre kvarters indbydende instrumentalmusik, hvor vi øvrigt kun nåede igennem fem kompositioner – de fik med andre ord hver især god spilletid.

Les Big Byrd, VoxHall **** Se billeder fra koncerten her

Lod Jonas Munk og Nicklas Sørensen musikken tale for sig selv, var der gjort anderledes meget ud af sceneoutfittet hos den svenske kvartet Les Big Byrd. Både forsanger og keyboardspiller var iført adskillige fingerringe med lysdioder, trommeslageren havde lysdioder sået ud over hele sin jakke, og forsangeren Joakim Åhlund havde påført sig Alice Cooper-associerende, hvid ansigtsmaling med store sorte rande omkring øjnene.

Det var dog ikke horror-rock, vi skulle høre, men derimod lettere psykedelisk rock, hvor de meget melodiske keyboardpassager spillede en fremtrædende rolle i de velskrevne, iørefaldende sange, som blev fremført af en stærkt spillende kvartet. Joakim Åhlund var god til at få den nu mere end halvt fyldte sal til at leve sig ind i musikken og klappe taktfast med på numrene, der fortrinsvis bevægede sig i midt-tempo og var på engelsk. Et enkelt nummer på svensk havde dog sneget sig ind, ligefrem flere sange bød på længere instrumentalpassager præget af en stram, repetitiv rytmesektion, ditto spil på analoge keyboards og psykedeliske guitareffekter som fuzz og wah-wah.

Les Big Byrd nåede at spille ni numre på en time, så hver sang fik god plads at folde sig ud på, men det var ikke for meget, og publikum var med hele vejen. Et af aftenens højdepunkter.

Doldrums, Altas ***

Musikken fortsatte med canadiske Doldrums alias sangeren og elektronikamusikeren Airick Woodhead, der havde medbragt en keyboardspiller og en trommeslager. Doldrums har lige udgivet sit andet album, "The Air Conditioned Nightmare", denne gang på det velanskrevne Seattle-pladeselskab Sup Pop (Beach House, Father John Misty, Fleet Foxes med flere).

Der var altså grund til at sætte forventningerne højt, og Doldrums gav da også en gang heftig og melodisk, punket elektropop med en til tider metallisk, dramatisk synthlyd (eksempelvis på "Hotfoot"), og hvor især trommeslageren imponerede. Groovy, alsidigt, synkoperet spil med konstante fills, forskydninger og variationer og samtidig så rytmefast, at man kom i tvivl om, hvorvidt han fik hjælp fra et backtrack. Lyset på scenen var imidlertid så sparsomt, at det var svært at se, hvor meget af lyden der kom fra trommerne.

Var trommespillet forrygende, var Airick Woodheads vokal mere problematisk. Den var ganske vist solid og alsidig, hyppigt oppe i falsetten eller digitalt efterbehandlet, men lå konsekvent så langt nede i mikset, at det var svært at følge med i de ordrige tekster. Det skal siges, at det også ofte er tilfældet på Doldrums' studieindspilninger, så det er altså et helt bevidst valg fra Woodheads side, men jeg fik indtrykket af at gå glip fra vigtig information fra scenekanten. Ærgerlig kunstnerisk tilgang fra en ellers spændende kunstner, og dermed lettede Doldrums aldrig for alvor på Atlas.

Foxygen, VoxHall

Sidste band på fredagens Pop Revo-program var amerikanske Foxygen. Læs min kollega Kim Lykke Andersens anmeldelse her.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA