Dean Blunt: Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Dean Blunt, Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Dean Blunt: Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Kim Lykke Andersen | GAFFA

Klokken otte var Pop Revo-publikummet vidne til festivalens nok mest spektakulære koncert. Dean Blunt.

Engelske Dean Blunt er en del af den hedengangne duo Hype Wiliams og blander på sit soloprojekt med legende lethed alt fra blues og elektronisk musik til hiphop og pop. Det er således meget svært at genrebetegne lyden af Dean Blunt, der med sit grænsesøgende lydunivers gør brug af diverse genreskift og skæve samples.

I et totalt mørkelagt VoxHall lyder der de første fem minutter det messende omkvæd "The white man I say to you over and over again". Forfra og igen, indtil man lige knapt kan ane skyggerne af tre personer, der indtræder på scenen omringet af en tung røgsky.

I mørkerødt lys får vi omridset af personerne med Dean Blunt, der bliver assisteret af en kvindelig vokalist og guitarist, og bag Blunt står en bodyguard. En person, der tilsyneladende har fået strenge instrukser på ikke at smile. Samme gimmick virker generelt, i bedste Kanye West-stil, som et gennemgående tema for aftenens optræden. (Lokalkendte vil vide, at bodyguarden hedder Benni Jakobsen og er ejer af Aarhus-baren Sway, og er tidligere Danmarksmester i supersværvægtsboksning. Han spiller kun bodyguard for Blunt denne aften.)

Lige så lige på og hårdt starter "50 Cent" uden varsel. Den kvindelige vokal virker en smule for høj i mikset, men inden man når at tænke nærmere over det, fader nummeret ned, og næste sang fortsætter i samme tempo. Smukt og drømmende lyder "100", hurtigt afløst af "Blow" - alle fra det anmelderroste album "Black Metal" (2014).

Første halvdel passerer således lynhurtigt. Ved "Forever" overtager saxofonisten, som pludselig befinder sig på den mørke scene, med tunge bluestoner, og Dean Blunt forlader straks lokalet. Herefter forvandles lydbilledet til torden og bulder. Dette bliver til ti minutters eksperimentalt lydlandskab med forpint saxofon og instrumentelle eksplorationer, inden Dean Blunt igen kommer ind uden nærmere gestus til publikum.

Herfra eskalerer numrene langsomt. Ved "Punk" dropper der tunge hiphop- beats ud over Pop Revo-gæsterne, som jublende tager imod dette potpourri af genreelementer og sanseindtryk. Og bang. Lyden stopper brat, imens et intenst strobelys mindfucker publikum i flere minutter, samtidig med at et massiv stormvejr af støj buldrer rundt i lokalet.

Alle sanser bliver således tæsket igennem, hvor koncerten nu forvandles til en sand fest stærkt ført an af "MERSH" og "HUSH". Lige så pludselig og uforudsigeligt som resten af koncerten ender festen også her brat. Dean Blunt forlader lokalet, som da han trådte ind, uden at sige noget.

Med så mange indtryk at absorbere står aftenens koncert med Dean Blunt som svær at bedømme og vurdere. Og måske skal man netop ikke forsøge at putte Dean Blunt i en boks, da han beviser, at han hører i en klasse for sig. En oplevelse, der hele tiden ligger på grænselandet mellem det bizarre og geniale. Selvom helhedsindtrykket fra aftenen er noget sløret, står lydbilledet fra Dean Blunt klart i erindringen, og koncerten må derfor også stå som én af årets hidtil mest mindeværdige oplevelser.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA