Diverse kunstnere: Pop Revo, VoxHall, Atlas og Radar, Aarhus

Diverse kunstnere, Pop Revo, VoxHall, Atlas og Radar, Aarhus

Diverse kunstnere: Pop Revo, VoxHall, Atlas og Radar, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den aarhusianske Pop Revo-festival har som sit formål at "præsentere musik fra kanten af den legesyge indiescene uden at smide folk af i svinget" og har gjort det siden 2004, fortrinsvis på VoxHall og Atlas, og i år også på det nærliggende Radar. Festivalen begyndte torsdag på Radar og fortsatte fredag og lørdag på alle tre spillesteder. Lørdag var denne skribent alene på vagten som GAFFA-anmelder og måtte derfor tage nogle valg og fravalg, for jeg kunne ikke få det hele med. I øvrigt et nyt (luksus)problem i Pop Revo-sammenhæng, hvor der kun plejer at være musik på én scene ad gangen. 

Happyness, Atlas **** (se billeder her)

Jeg begyndte med Happyness på Atlas, hvor cirka 100 personer var mødt frem trods det tidlige spilletidspunkt klokken 19. Happyness er en London-baseret trio med den klassiske lineup guitar, bas og trommer, og både guitarist Benji Compston og bassist Jonny Allan var vokalister, såvel alene som i kor. 

Happyness udgav sidste år deres glimrende debutalbum, "Weird Little Birthday", og det var også sange herfra, der var i fokus ved koncerten. Gruppen lagde ud med tre hurtigere sange, hvor især "You Came To Kill Me?" fængede med sit iørefaldende backtrackede keyboardtema, og "It's On You" var også stærk med poppet falsetkor, talesyngende, elektronisk forvrænget vokal fra Benji Compston og hurtige, finurlige skift fra den ellers ligefremme 4/4-takt. 

Herefter steg intensiteten yderligere med to flotte, mere afdæmpede numre, "Baby Jesus" med nænsomt fingerspil og den spøjse tekstlinje "I'm the motherfucking birthday boy, don't steal my thunder, Baby Jesus", som fik mig til at tænke på, da jeg på min fem års fødselsdag til min store ærgrelse fik en fætter – han kunne godt have ventet en dag med at komme til verden, mente jeg dengang (og det bliver jeg stadig mindet om til familiefester, 35 år senere). 

Den lange og smukke "Weird Little Birthday" fortsatte med flot vibrato på guitaren, whiskers på trommerne og et tekstcitat fra underskønne Prefab Sprouts klassiker "Cars and Girls" – så kan det aldrig gå helt galt. Herpå fulgte yderligere to hurtigere, mere støjende sange, som også var fine uden helt at nå niveauet fra forgængerne i sættet, inden Happyness sluttede med den langsommere "Montreal Rock Band Somewhere" med pumpende bas og melodisk guitarspil, der dog sluttede med lidt feedbackstøj. Så takkede Happyness af efter 35 minutter. En solid start på sidste dag på Pop Revo, og jeg kunne sagtens have klaret lidt mere. Også selvom vokalerne var lidt anonyme og heller ikke lå særligt langt fremme i mikset. 

The Soft Walls, VoxHall **** (Se billeder her)

Brighton-kvartetten The Soft Walls under ledelse af sanger, keyboardspiller og guitarist Dan Reeves har to album på bagen. De første to sange i gruppens sæt bød på guitarer indhyllet i effekter som chorus og delay, hvilket fik mig til at tænke på shoegazer- og dreampop-scenen med navne som Slowdive og Cocteau Twins, men senere kom det lille, orgellydende keyboard mere i fokus sammen med lange, repetitive forløb fra bas og trommer, der pegede i retning af 70'ernes krautrockbands som Can og Neu! Lidt guitarstøj undervejs fik vi også. 

Dan Reeves' let vrængende vokal gav på sin side associationer til Damon Albarn, dog ikke helt så stærk og i øvrigt tilsat en god del rumklang – og af og til i syngende i falset og mikset længere frem end på gruppens plader. De forholdsvis tempofyldte melodier var udmærkede uden ligefrem at vælte én omkuld, og alt i alt var The Soft Walls' koncert en absolut berigende oplevelse. 

Gooms, Atlas **** Se billeder her (Se billeder her)

Gooms er en slags allstar-band på den danske indiescene alias Aske Zidore (sang, guitar, eks-Oh No Ono), Jens Ramon (guitar, kor, Figurines/Christian Hjelm), Suni Zacharias (bas, eks-Twis Twins) og trommeslager Lasse Bækby Buch (alias enmandsbandet Birthgiving Toad). Gooms udgav sidste år deres debutalbum "Beyond Life", og deres koncert på Pop Revo var præget af to ting. Dels fremragende sammenspil, dels total uforudsigelighed, hvor de fleste numre ikke fik lov at udfolde sig over mange taktarter, før der var sket et skarpt brud i genre, tempo, toneart og/eller taktart.

Eneste nogenlunde faste holdepunkt i koncerten var Aske Zidores lyse, elektronisk efterbehandlede vokaler, som man også husker dem fra Oh No Ono, hvor Zidore dog blev overgået af Malthe Fishers endnu lysere stemme.

Der var heldigvis mange melodiske passager undervejs, ikke mindst i det hurtige, ringlende guitarspil, ligesom vi fik funky bas og støjende guitar, men ingen af delene fik lov at udfolde sig i mange sekunder, før Gooms trak tæppet væk under lytterne og dekonstruerede musikken med et nyt indfald. Havde de fire på scenen været dårligere musikere, var koncerten givetvis endt i kaos, men der var styr på de mange idéer, og nogle af dem vendte da også tilbage undervejs i de enkelte sange. Personligt kunne jeg godt tænke mig bare lidt flere iørefaldende passager, men det er tydeligt, at det ikke er det, Gooms vil – flere af musikerne har prøvet at have radiohits i ikke mindst Oh No Ono og Figurines, og denne gang er deres dagsorden en ganske anden.

The Pop Group, VoxHall *****

Næste band på scenen, Pop Revos alderspræsidenter The Pop Group (bortset fra Jad Fair, som bliver anmeldt nedenfor), var så stor en oplevelse, at de har fået en anmeldelse for sig. Læs den her.

Norman Blake og Jad Fair, Radar **** (Se billeder her)

En fem minutters gåtur til Radar bragte mig frem til samarbejdet mellem skotske Norman Blake, sanger i indiepopbandet Teenage Fanclub og Jad Fair, frontfigur i det amerikanske lo-fi-kultorkester Half Japanese, der har været aktivt siden 1975. Sidste år udgav de to det fælles album "Yes", og tilbage i 2002 udsendte Fair og Teenage Fanclub samarbejdsalbummet "Words of Wisdom and Hope".

Jad Fair indledte med tre af sine poetiske, ordrige, humoristiske og yderst iørefaldende kærlighedssange, som blev fremført et sted mellem tale og sang, mens Norman Blake spillede helt ligefrem, stabil akustisk rytmeguitar som backing. Herpå indtog Blake mikrofonen og gav nogle af sine ligeledes fængende sange, mens Fair tog plads bag trommesættet og akkompagnerede med ganske simpelt trommespil. Vi fik også flere fortolkninger af både Velvet Undergrounds "What Goes On" og Daniel Johnstons "Story of an Artist".

I slutningen af sættet vendte Jad Fair tilbage til mikrofonen, mens Norman Blake nu overtog det minimalistiske trommespil, og Fair fandt en elektrisk guitar frem og behandlede den på samme rudimentære facon som trommerne. Her vi fik vi blandt andet endnu et Daniel Johnston-nummer, "Casper the Friendly Ghost". Det blev altså til ret mange covernumre ud af et sæt på kun 45 minutter, om end med åndsbeslægtede kunstnere, der heller ikke lægger vægt på solistiske musikerpræstationer. Underholdende var det dog at høre disse to særegne sangskriverkoryfæer. 

Viet Cong, VoxHall **** (Se billeder her)

Den canadiske kvartet Viet Cong udgav i januar deres meget roste selvbetitlede debutalbum. Sanger og bassist Matt Flegel indledte koncerten ved kort at vise sin stærkt behårede brystkasse, da han smed sin hætte-T-shirt, og Viet Congs potente post-punk har da også masser af hår på brystet. I forhold til albummet var Flegels stemme noget mere desperat, hæs og vrængende, men stadig intens, og med skiftevis ringlende, dissonante og støjende guitarer, pumpende bas, slagkraftige trommer og sine steder atmosfæriske synths kom Viet Cong godt ud over scenekanten. 

Flere sange, heriblandt afslutningsnummeret "Death" med den piskende trommeindledning, var omkring ti minutter lange og bød på længere passager med hylende guitarer og nogle gange ikke så meget andet, men der var også mere iørefaldende stunder, ikke mindst "Continental Shelf" med det både melodiske og støjende guitartema, mens "Bunker Buster" udfordrede med skift mellem 4/4 og en mere skæv taktart. Der var med andre ord masser af komme efter hos Viet Cong, selvom det nu var begyndt at tynde ud blandt publikum. Så sent var det da heller ikke?! 

Total Heels, Radar **** (Se billeder her)

Pop Revo sluttede klokken 2 – en halv time forsinket, ellers blev tidplanen på festivalen overholdt med næsten militær præcision – på Radar med dansk-amerikanske Total Heels, en punkrock-kvartet med noget så genre-usædvanligt som et Hammond-orgel som supplement til lineuppen sang, guitar og trommer – men ingen bas.

Gruppen havde stillet deres instrumenter ned på gulvet og kom dermed helt tæt på publikum i den halvfyldte sal. Ikke mindst gruppens amerikanske sanger Jason Orlovich (gruppens øvrige medlemmer er danske og har blandt andet en fortid i hedengangne Lack), der med sit intense, aggressive vokalforedrag og ordrige tekster kom helt ind i fjæset på tilhørerne. Hammond-orglet gav samtidig en særegen svampet bund i de højenergiske sange, og både guitar og trommer blev spillet solidt af de erfarne musikere.

En absolut gedigen afslutning på en vellykket Pop Revo-festival, hvor Foxygen og The Pop Group udgjorde mine højdepunkter, men hvor ingen skuffede stort. Skulle man komme med et enkelt kritisk punkt, må det være, at overvægten af mandlige musikere i lineuppet var massivt. Kun en enkelt kvindelig solist, US Girls (som jeg dog valgte at springe over, da jeg prioriterede Gooms), og ingen bands med kvindelig frontfigur blev det til på tre dage med i alt 21 navne (samt yderligere 13 i allstar-koncerten "Collsion With an Insignifant City"), men det skal dog siges, at kønsfordelingen har været mindre skæv tidligere år, eksempelvis i 2012, hvor Austra og Grimes var blandt hovednavnene. Vi ses næste år!

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA