x
Billy Cobham: Amager Bio, København

Billy Cobham, Amager Bio, København

Billy Cobham: Amager Bio, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Man skal jo ikke bare uden videre lade sig imponere af et CV, som den 71-årige trommeslageren Billy Cobham har. En koncert handler jo mest om nutiden. Også når bemeldte CV tæller musikalske legekammerater gennem tiderne som Miles Davis, James Brown, Stanley Clarke, George Duke til Peter Gabriel og Carly Simon.

Man skal vel heller gå i stand by næsegrus, blot fordi han en gang var med på de banebrydende jazzrock-fusionsplader i begyndelsen af 70erne med Mahavishnu Orchestra med guitaristen John McLaughlin.

Næh, det der virkelig slog benene væk denne aften i en skamfuldt, halvfyldt Amager Bio var den vitalitet og det lyriske, dugfriske bandsammenspil, som jazzrockens grand old man bag gryderne præsterede med fire musikere, som knap var født, da ankermanden i bandet slog igennem.

I hvert fald med et gennembrud hos de en smule elitære kredse, som aldrig har gået efter laveste, musikalske fællesnævner.

Vi behøver ikke diskutere teknik i forbindelse med denne aften i Amager Bio.

Den sad selvfølgelig bare lige i skabet hos disse SINDSSYGT dygtige musikere. Men personligt har jeg aldrig haft behov for at sidde med stopuret og bedømme musik ud fra, hvor mange toner, tempo- og rytmeskift, trommeslag eller lignende, som musikere kan tage inden for kortest muligt tid.

Den faldgrube er musikere som Billy Cobham og slæng specielt i 70erne og 80erne havnet i mange gange: "Jeg spiller hurtigt og teknisk vanvittigt svært – altså er det kunst."

Eller hva'?

Ikke alene publikum i Amager Bio, men også de fleste musikere fra den tid, er et andet sted henne her i vore dage:

Kan musikken doseres, og al teknikken bruges med omtanke, så det rent faktisk giver en følelse, stemning af alt fra det dramatiske, det lyriske og til det højstemte, ja så er man jo nået ganske langt.

Også hen mod at kalde det kunst.

Jo, der var periodevise, mindre tilbagefald til unoderne, men fælden er også lige for, når det gælder ren instrumentalmusik: Her er ingen sange, ingen lette omkvæd, men absolut melodiforløb, klangflader og selvfølgelig i dette tilfælde vanvittige skæve rytmer, som ind i mellem krævede syv nodeblade i partituret hos keyboardspilleren Christophe Cravero.

Hvordan Billy Cobham, guitaristen Jean-Marie Ecay og bassisten Michael Mondesier klarede sig uden nodeblade er og bliver et mysterium, eftersom der umuligt var plads til elefanthjerner i de - så vidt det var muligt at bedømme - ganske almindelige hovedstørrelser, som disse musikere bar rundt på.

Billy Cobham voksede op i New York, og havnede tidligt i miljøet for jazz, rock og funk, og var med til at forme det. Han var blot 25, da selveste Miles Davis hyrede ham. Når nu manden er 71 i dag – og i øvrigt bosat i Schweiz - var det selvfølgelig spændende om det innovative, nysgerrige og vovemodet var intakt?

Jo, jo – til en vis grad.

Der var afsmag af 80'er-pasticher i lydbilledet, som det eksempelvis var kendt fra Steps Aheads brug af synthesizere i samme boldgade. Men det her var ikke et coverband, men et band, som langt overvejende leverede helt sit eget bud på jazzrock anno 2015.

Og hvem hører så den slags musik i dag?

Tjah, et godt bud er, at der kun var fem procent kvinder. Og de fleste mænd blandt publikum hørte næppe til i målgruppen for Barcardi Breezers næste pr-kampagne - for nu at sige det mildt. Og så var der sat stole frem, så denne gren af publikum kunne sidde og virre andægtigt med hovedet i det omfang man kunne finde takten.

Mine damer og herrer – det var med andre ord mere musik til ører, hjerne, fantasi og indlevelse end det var musik til kroppen.

Selv om musikken var stramt bygget op, så var der plads til improvisationer, som også er nedfældet i en første udgave på Billy Cobham & bands seneste udgivelse fra 2014, "Tales from the Skeleton Coast".

Nemt er det næppe at gå mod mainstream. Billy Cobham måtte selv frem på scenen og med ironi gøre reklame for sagen: "Den bliver solgt som cd alle steder – hvor bandet kommer frem," noterede han sig med et skævt smil.

"I dag er vi selv pladeselskab. Vi producerer selv – og vasker selv op."

Men musik er ikke kun godt, hvis den har kvantitet. Det havde også kvalitet for det var spændende sager, som flød fra scenen, og det altdominerende trommesæt, der var et heavyband værdigt med syv side tam-tams, to gulv tam-tams og dobbelte stortrommer.

Ind i mellem kom der så hårde, funkede og rockede grooves fra den aldrende herre i topform, at det var svært ikke at tænke tanken om, hvad sådan en trommeslager kunne gøre som gæstemusiker for orkestres indspilninger med mere lige-ud-ad-landevejen-musik?

Her i Amager Bio skulle vi lige en hel del omveje, før der igen sad et groove så spændstigt og lige på, at fornemmelsen af vaklende stole blandt publikum sneg sig ind.

Hele tiden blev man holdt fast – for hvad kom der nu?

Forudsigeligheden var nærmest ikke eksisterende.

Bortset fra selvfølgelig den obligate trommesolo efter pausen.

Og den var i virkeligheden ikke noget særligt i forhold til det eminente bandsammenspil, som koncerten også bar præg af. Men en solo skulle der til – specielt når der nu (formentligt) også var en del af kernekunderne hos trommeforretningerne Slagtøj Centret og Drumstick.

Som resten af publikum kedede de sig bestemt heller ikke under det lyriske bulder fra Billy Cobhams monstertrommer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA