x
Diverse kunstnere: Collision With an Insignificant City, Pop Revo, Radar, Aarhus

Diverse kunstnere, Collision With an Insignificant City, Pop Revo, Radar, Aarhus

Diverse kunstnere: Collision With an Insignificant City, Pop Revo, Radar, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Årets Pop Revo-festival åbnede med "Collisions With an Insignificant City", en fælleskoncert med hele 13 aarhusianske undergrundsbands, der hver havde syv minutter på scenen, inklusive sceneskift til næste orkester. Tanken bag koncerten var ifølge arrangørerne at vise, hvor frodig og talentfuld den aarhusianske alternative rock er for tiden, og det blev så gjort med en musikalsk speeddating, hvor de fleste bands lige kunne nå at spille to numre. Det hele blev altså lidt kortfattet og abrupt, så det bliver denne anmeldelse også.

Narcosatanicos åbnede festen med tung, repetitiv stoner rock tilsat altsaxofon, der gav musikken en psykedelisk og småjazzet dimension. Velspillet og spændende.

Ærkenbrand spillede smådyster post-punk med dyb bas, langsomme sange, elektronisk efterbehandlet vokal og for genren overraskende brug af akustisk guitar, hvilket gav musikken en mere melodisk dimension, der trak op i det samlede billede. Til gengæld var vokalen for anonym efter min smag.

Fossils spillede tung instrumental rock med lineuppen bas og trommer, og det var rigeligt til at skabe et både melodisk og aggressivt lydbillede præget af stærke musikerpræstationer og nærmest telepatisk samspil mellem de to musikere. Et af koncertens højdepunkter.

Urr var også en instrumental duo, nu med guitar og trommer, men et udtryk ikke langt fra Fossils'. Lidt mere minimalistisk og ikke helt så tight, men dog stadig velspillet. Slet ikke ueffent.

Blod var endnu en duo, nu med opstillingen sang/keyboard og trommer. Vokalen var gemt godt nede i mikset og delvis elektronisk efterhandlet, musikken halvmørk post-punk. Et okay udtryk, og interessant med tangenter på scenen til en afveksling fra de fleste andre bands.

Bad Stroke var klassisk punk med opstillingen guitar/sang, bas og trommer og en vredt vrængende vokal. Masser af aggression, men ikke meget melodi. Ikke lige min kop te, men hvis man er til punk af den hårdere slags, er det måske noget.

Fright Eye var endnu en trio og med samme bassist som Bad Stroke – og denne gang også i rollen som forsanger. Stadig punk, men mere melodisk, ikke mindst i vokalen. Man kunne ligefrem opfange enkelte tekstbidder som "You ain't got no soul", og guitarspillet var også forholdsvis nuanceret. Alt i alt rimeligt.

Pleasure var igen aggressiv triopunk med vred vokal, men hvor sangene pludselig skiftede til mere bløde og melodiske passager, og så tilbage igen til brutaliteten. Interessant.

Tears – nu har vi haft blod og tårer i bandnavnene, men ingen sved – havde også et keyboard på scenen og overraskede med groovy, synkoperede trommer i den post-punkede musik, i hvert fald i første nummer. Koncertens mest dansable indslag, mens andet nummer bød på et markant temposkift. Udmærket.

Happy Hookers for Jesus var post-punk med melodiske passager og flere skift i de ofte skæve taktarter. Spændende og stemningsfuldt.

Yung bød på hurtig, forholdsvis melodisk punk/post-punk med aggressiv lead-vokal og endnu en klassisk lineup med to gange guitar, bas og trommer. Hæderligt, men hvorfor det engelske musikblad NME har skamrost gruppen, nåede jeg ikke at finde ud af i løbet af Yungs syv minutter på scenen. Gruppens forsanger Mikkel Silkjær Holm, der også er trommeslager i Tears, havde i øvrigt kurateret hele koncerten, og som et lille kuriosum er han søn af Fossils' trommeslager Per Silkjær – far og søn var altså på scenen under samme koncert.

Alt godt kommer til den, der venter, siger man, og Snaredrums to numre mod slutningen af koncerten var det absolutte højdepunkt. Snaredrums musikere var lidt ældre end de fleste andre på scenen, Fossils undtaget, og de har tydeligvis brugt årene på både at lære at spille ordentligt på deres instrumenter og på at skrive gode sange. Snaredrums syv minutter var en lise for ørerne med melodisk og fængende indie-pop i stil med navne som Pavement og Pixies.

Snaredrum gik direkte over i trioen Tile Breaker, der har samme forsanger, men spillede noget mere afdæmpet, dog stadig iørefaldende og solidt. Og så var koncerten slut. 1 time og 40 minutter tog det inklusive de meget korte pauser, og det hele blev optaget og snart udgivet på dobbeltvinyl.

Alt i alt var "Collisions With an Insignificant City" en vellykket koncert, hvor det lykkedes at få de 13 bands til at spille cirka fem minutter hver og få dem ind og ud af scenen på et par minutter hver, uden at der opstod kaos undervejs. Det musikalske niveau var gennemgående højt uden at være dediceret imponerende, de fleste musikeres unge alder taget i betragtning.

Nytænkende var meget af musikken dog ikke, hvor mange bands lagde sig i tydelig forlængelse af den klassiske punk og post-punk fra slut-70'erne, og så kan man undre sig lidt over, at samtlige bands sang på engelsk, og over, at der ikke var en eneste kvinde blandt de 30-40 musikere på scenen. Kønsfordelingen var heldigvis mere lige blandt det i øvrigt talstærke publikum. Men ja, der sker bestemt noget på den aarhusianske undergrundsscene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA