x
Paul McCartney: O2 Arena, London

Paul McCartney, O2 Arena, London

Paul McCartney: O2 Arena, London

Anmeldt af Christian Voldborg Andersen | GAFFA

Arkivfoto

I dag er Paul McCartney otte år ældre end det aldrende jeg, som han sang om på nummeret "When I'm Sixty-Four" fra 1967. Det er næsten ikke til at fatte, hvordan den levende legende fra Liverpool bærer sig ad med at bevare sin musikalske vitalitet og sprudlende spilleglæde. Som en af rockhistoriens største sangere, sangskrivere og musikere nogensinde kunne McCartney sagtens nøjes med at hvile på laurbærrene og nyde sit velfortjente otium med børnebørnene.

I stedet insisterer den venstrehåndede multiinstrumentalist på at fortsætte med at spille tre timer lange maratonkoncerter og udfordre sit publikum med nye og gamle sange. Lørdag den 23. maj gæstede McCartney og hans band O2 Arena i London, hvor han beviste, at han er i absolut topform forud for årets koncert på Roskilde Festival.

Velkomponeret sætliste

McCartney lagde ud med den mesterlige popsang "Eight Days a Week", som John Lennon sang lead-vokal på i 1964. Tiden stod stille, da Beatlemania blev genfødt på ny. McCartney var ivrig efter at vise, at han havde mere at tilbyde end ren nostalgi ved dernæst at spille det hårde rocknummer "Save Us" fra det seneste album "New". Guitarist Rusty Andersons frenetiske guitarriffs gik hånd i hånd med McCartneys kraftige rockvokal.

McCartney vendte hurtigt tilbage til The Beatles med en energisk og medrivende udgave af "Can't Buy Me Love", hvorefter han tog hul på Wings-bagkataloget med "Listen to What the Man Said". Selv sætlisten var velkomponeret — McCartney tog hensyn både til folk, der så ham første gang nogensinde, og nørderne, der aldrig kan få nok og kender hver eneste detalje i hans karriere.

Livepremiere på kultnummer

For første gang i sin karriere opførte McCartney det obskure og dybt excentriske kultnummer "Temporary Secretary", der var en gave at høre for enhver McCartney-nørd. Det eksperimentelle deep cut fra solopladen "McCartney II" mindede publikum om, at McCartney aldrig har været bange for at tage chancer som sangskriver.

På Wings-perlen "Let Me Roll It" skiftede McCartney sin violinformede Höfner-basguitar ud med en farverig Gibson Les Paul-guitar. I slutningen af nummeret spillede McCartney elementer af "Foxy Lady" som en hyldest til Jimi Hendrix. McCartney fortalte en anekdote om, hvordan Hendrix havde opført "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" to dage efter pladens udgivelse i London. Under "Paperback Writer" spillede McCartney på den originale Epiphone Casino-guitar, som han brugte under indspilningen af nummeret i 1966.

En beskeden spillemand

Fans af Wings blev forkælet med en overstrømmende udgave af det undervurderede afslutningsnummer fra "Band on the Run", "Nineteen Hundred and Eighty-Five". McCartney spillede The Beatles-klassikerne "I've Just Seen a Face" og "We Can Work It Out" med en elegant lethed, som emmede af overskud. Bandet forlod scenen under de akustiske mesterværker "Blackbird" og "Here Today", hvor McCartney hyldede Lennons minde. Med få virkemidler i form af en akustisk guitar og en ren stemme, som nogen helt uretfærdigt har dømt udslidt, havde McCartney 20.000 fans i sin hule hånd. Selv når McCartney optrådte som en beskeden spillemand, var det stor kunst at overvære.

Hyldest til Lennon og Harrison

Den melankolske stemning forsvandt som dug for solen, da McCartney spillede den muntre single "New", som illustrerede, at han stadig kan komponere popmusik ud fra The Beatles' melodiske skabelon. Man skulle tro, at McCartney var i 20'erne, da han opførte de psykedeliske klassikere "Lovely Rita" og "Being for the Benefit of Mr. Kite!". McCartney genskabte på overbevisende vis stemningen fra "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band".

George Harrisons uforglemmelige komposition "Something" blev indledt af McCartney solo med en ukelele, hvorefter sangen blev afrundet med resten af bandet. Bagefter jokede McCartney med, at Frank Sinatra havde udråbt nummeret som den bedste Lennon/McCartney-sang. McCartney var ikke bange for at ryste posen og hylde de sange, som Lennon og Harrison sang lead-vokal på i The Beatles.

Hemmelig gæsteoptræden

Koncerten nærmede sig sin afslutning med de obligatoriske klassikere "Band on the Run", "Back in the U.S.S.R.", "Let It Be" og "Live and Let Die". Det buldrende festfyrværkeri under McCartneys James Bond-temasang kunne mærkes i hele salen. Festen blev rundet af med "Hey Jude", hvor publikum sang med i fællesskab. Herefter vendte McCartney tilbage på scenen og spillede en overbevisende udgave The Beatles-klassikeren "Another Girl" fra albummet "Help!". Den rockende stil fortsatte med Wings-singlen "Hi, Hi, Hi".

Som en overraskelse havde McCartney inviteret Nirvana- og Foo Fighters-musikeren Dave Grohl med på scenen til at spille det hysteriske The Beatles-hit "I Saw Her Standing There". Publikum gik amok over den hemmelige gæsteoptræden.

Storslået finale

McCartney vendte tilbage en sidste gang for at sætte et effektfuldt punktum for aftenens storslåede koncert. Det akustiske mesterværk "Yesterday" blev fremført tro mod den originale version fra 1965. McCartney gik ubesværet fra "Yesterday" til det hårdtslående rocknummer "Helter Skelter", der kunne give selv Dave Grohl noget at tænke over, når det handler om at lave larm på en scene. Finalen bestod af et virtuost medley af sangene "Golden Slumbers", "Carry That Weight" og "The End" fra albummet "Abbey Road".

Fra første til sidste akkord var McCartney i topform under aftenens koncert i London. Selvom McCartney snart fylder 73 år, er der intet, der tyder på, at manden er pensionsmoden. McCartney er klar til at vælte årets Roskilde Festival.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA