x
Gnags: Plænen, Tivoli, København

Gnags, Plænen, Tivoli, København

Gnags: Plænen, Tivoli, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

På noget der måtte være den koldeste majdag i 100 år spillede 2015-udgaven af Gnags op til fest. Med en forsanger, der for længst har gjort det legitimt at udtrykke sig på en måde, hvor ordet sang ikke falder lige for, benyttede rigtigt mange mænd sig af lejligheden til at skråle, som var hver sang nationalsangen. Så på denne aften blev der følgelig om ikke sejlet op ad åen, så slingret ned ad Vestergade. Mens bandet med AG som vanlig indpisker og en veloplagt Henrik S.P. Poulsen til at sørge for den herligt pågående bas, gjorde sit til at skabe den ægte Gnags-autencitet.

Med en sangskat, som manden, der kærligt er blevet kaldet Pastoren fra Haraldsgade - efter lokaliteten for bandets tidligere Feedback-studie - diverterer sit publikum med, og som trækker tråde tilbage til Røde Mors politiske teater, og som på mange måder var det perfekte indspark til valgkampen, fik AG mange gange i løbet af den gode time i Tivoli fyret de store sandheder af, pakket ind i fortrinsvis caribiske former. Peter AG kan om nogen igen gøre det stuerent at lade Dannebrog smælde uden at det bliver omklamrende, og de fine og såre velkendte sange faldt som perler på en snor. Der var lagt op til en hitparade, og den blev ikke fraveget på noget tidspunkt.

Kun i form af øget stramhed og fart i sangenes ska-rundgange. I et sæt, der beskæftigede sig med tiden omkring 1980, da inspirationerne fra Allman Brothers' sydstatsrock med duellerende guitarer og to trommesæt blev afløst af hints fra new wave og især et ordentligt skud Talking Heads, som de fremstod i Brian Enos produktion på det på Bahamaøerne indspillede mesterværk, Remain In Light. Der, hvor teksterne fik den klarhed og præcise underfundighed, som gjorde, at det brede publikum tog hver en strofe til sig. Det samme publikum, der vist fik alle forventninger indfriet i den kolde regn i den gamle forlystelseshave.

Per Chr. Frost var tilbage med den samme Fender Thinline Tele-guitar, som han spillede på, da jeg så ham første gang for godt 40 år siden. Og selv om han langt hen ad vejen spillede rutineprægede reggae-upstrokes, fik han dog lov til at hive et par soli frem i slutningen af koncerten. Men først og fremmest var det AG, som mødte sit publikum, og begge syntes at kunne lide gensynet.

Et nyt album er blevet varslet til efteråret. Det havde klædt bandet, hvis de havde vovet et øje og prøvet os af. I stedet gav de os hitparaden og sikrede den forventlige fest, som ikke udeblev.

Godt, men også med en appel som et museumsstykke. I en tid, hvor der nok skulle være meget at skrive en rammende tekst om.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA