x
Ride: Roundhouse, London

Ride, Roundhouse, London

Ride: Roundhouse, London

Anmeldt af Christian Voldborg Andersen | GAFFA

Det kritikerroste britiske rockband Ride blev officielt gendannet i november 2014. Som et af de mest prominente navne inden for genren shoegazing i 90'erne var Rides musikalske kombination af rungende guitarer, drømmende vokaler og melodiske hooks et vigtigt vendepunkt i britisk rockhistorie. Ride var et af den skotske pladeselskabschef Alan McGees bærende flagskibe for Creation Records, der også husede bands som blandt andre The Jesus and Mary Chain, Primal Scream og Oasis.

I sidste måned tog bandets medlemmer Mark Gardener (vokal, guitar), Andy Bell (guitar, vokal), Steve Queralt (bas) og Laurence "Loz" Colbert (trommer) omsider hul på deres længe ventede comebackturné, der blev udsolgt på under en halv time i Storbritannien. Søndag den 24. maj lagde Ride vejen forbi det berømte spillested Roundhouse i London, hvor støjrocklegenderne fra Oxford indfriede alle forventningerne.

En kalejdoskopisk mur af elektrisk støj

Ride åbnede koncerten med den otte minutter lange odyssé "Leave Them All Behind", der kulminerede i en kalejdoskopisk mur af elektrisk støj. Det var tydeligt fra begyndelsen, at Ride stadig mestrer at forvandle støjende feedback til psykedelisk drømmepop. Koncertens lydniveau var så absurd højt, at man kunne mærke en klaustrofobisk elektricitet i luften. Det føltes som om, at man blev parteret levende af bandets soniske barberblade. Rides musikalske identitet fra 90'erne var stadig intakt, og måden, hvorpå bandet spillede deres klassiske repertoire, føltes dugfrisk og vital.

Det aggressive guitarriff til "Like a Daydream" resulterede i, at publikum begyndte at lave "moshing" på gulvet. Koncertens publikum bestod primært af engelske mods, som var gamle nok til at have oplevet bandet i deres storhedstid, men der var også amerikanere, australiere og svenskere til stede i salen. En uansvarlig engelsk kvinde havde sågar medbragt sit sovende spædbarn, der gudskelov var blevet udstyret med høreværn. De berusede voksenbabyer, der skubbede til hinanden foran scenen, fik mulighed for at genopleve soundtracket til ungdommens fandenivoldske umodenhed. Myriaden af bakkenbarter og Pretty Green- og Fred Perry-klæder i salen tydede på, at Bells fortid som bassist og guitarist i henholdsvis Oasis og Beady Eye har konverteret en del af Gallagher-brødrenes disciple til fans af Ride.

Fik "Helter Skelter" til at lyde som popmusik

Malstrømmen af støj under det hallucinerende syretrip "Seagull" fik The Beatles' larmende rockklassiker "Helter Skelter" til at lyde som popmusik. Sangtitlens litterære inspirationskilde, den amerikanske forfatter Richard Bachs fabel "Jonathan Livingston Seagull", opsummerer bandets pulserende livskraft og hyldest til nuet frem for nostalgien: "But overcome space, and all we have left is Here. Overcome time, and all we have left is Now."

Den melodiske teenagehymne "Twisterella" fungerede som et tiltrængt pusterum fra støjrockens musikalske alfabet. Gardeners vokal indkapslede essensen af ungdommelig uskyld, mens Bells "jangly" guitarspil ville have gjort selv The Smiths-guitaristen Johnny Marr misundelig. Det var ganske enkelt en fornøjelse at overvære Bell, der var en mand af få ord, tilbage i rollen som lead-guitarist for sit eget band. Koncerten var et soleklart bevis på, at Bell er en af sin generations mest begavede og opfindsomme guitarister. Da Gardener sang nummerets rimende hook "Look at Twisterella / She hasn't got a fella", var det svært ikke at trække på smilebåndet af begejstring.

Det kosmiske sammenspil under "OX4" var kaotisk perfektion, som penetrerede publikums krop, sind og sjæl. Ride vendte tilbage til deres øredøvende støjstil med den euforiske hjerteknuser "Dreams Burn Down", hvor Bells funklende guitarspil endnu en gang tog pusten fra salens publikum. Under det majestætiske Pink Floyd-agtige nummer "Paralysed" beviste bandets trommeslager Colbert, at han er en af 90'ernes ubesungne talenter i britisk rockmusik. De engelske mods gik fuldstændig amok til tonerne af den energiske perle "Taste", der kunne have været skrevet af Britpop-profeterne The Stone Roses.

De indledende guitarakkorder til signatursangen "Vapour Trail" var aftenens gåsehudsfremkaldende højdepunkt. Man kunne mærke, at en hel generations indie-hjerter smeltede af lykke. Koncerten var lyden af et midaldrende band, som løftede den tunge arv fra ungdommens storhedstid, mens de åbenbarede deres genfundne psykedeliske kemi for både gamle og nye fans.

Ride rundede koncerten af med "Drive Blind", der sprængte aftenens støjbarometer med flere minutters snurrende feedback. Det var støj på højt niveau. Bandet vendte tilbage til scenen med ekstranumrene "Close My Eyes", "Mouse Trap" og "Chelsea Girl". Tiden var inde til at sige tak for i aften og hvile ørerne.

Drømmen blev til virkelighed

I den officielle pressemeddelelse for deres comebackturné citerede Ride den franske økonom Jacques Attalis bog "Noise: The Political Economy of Music": "In noise can be read the codes of life, the relations among men. Clamour, melody, dissonance, harmony; when it is fashioned by man with specific tools, when it invades man's time, when it becomes sound, noise is the source of the purpose and power, of the dream – music."

Den musikalske drøm blev til virkelighed, da Ride blev genfødt som liveband på scenen i Roundhouse. Tiden vil vise, om Rides vellykkede livecomeback vil føre til et nyt studiealbum. Støjrocklegenderne er tilbage, og de er mere larmende end nogensinde før.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA