x
Søren Huss, Ida Gard, Oh Land, Alborg Symfoniorkester : Musikkens Hus, Aalborg

Søren Huss, Ida Gard, Oh Land, Alborg Symfoniorkester , Musikkens Hus, Aalborg

Søren Huss, Ida Gard, Oh Land, Alborg Symfoniorkester : Musikkens Hus, Aalborg

Anmeldt af Jan Lambæk Hansen | GAFFA


Efter en dag med elektronisk musik til Chill i Parken på Aalborg Havnefront bød lørdag aften på klassisk musik i Musikkens Hus. Det var anden gang, at huset inviterede til crossover-koncert med Aalborg Symfoniorkester og tre solister fra populærmusikkens verden. Denne gang var Søren Huss, Ida Gard og Oh Land på besøg.
 
Som ved sidste koncert, og altså den første af slagsen med dette særlige koncept, skulle solisterne hver især komponere et opus, som orkestret så skulle fremføre. Efterfølgende skulle de give fire numre fra deres eget bagkatalog. Det må bestemt være en udfordrende og intimiderende opgave for solisterne sådan at skulle lege Mozart eller Bach - især hvis man ikke er skolet i klassisk musik. Det er denne anmelder heller ikke, men jeg vil vurdere, at solisterne løste opgaven tilfredsstillende. 
 
Aftenens første klassiske stykke var komponeret af Søren Huss. Et dramatisk stykke, der til tider havde en marcherende lyd. Det ville bestemt fungere godt til et episk krigsdrama fra Hollywood. Huss kom så på scenen til store klapsalver og gav sine fire numre. "En musikers våde drøm", sagde Søren om det at spille koncert med et symfoniorkester. Og de melankolske melodier fungerede rigtig godt, når de mange strygere blandede sig. 
 
Huss var godt klar over, at hans musik ikke just er det mest opløftende, og da vi fik den hjerteskærende "Du er" blev den præsenteret med en stor portion ironi i stemmen: "Her er endnu en uptempo festsang". Han rundede sit sæt af med "Tak For Dansen" - et nummer, han selv er begejstret for. "Og det siger ikke så lidt, for jeg har fandme lavet meget godt," sagde han med et glimt i øjet til publikums latter. Søren er både en dygtig sanger og en sjov fyr. Han er en mand, du gerne vil drikke en øl med.
 
Så fulgte Ida Gards opus, og jeg må atter erkende og anerkende min begrænsede viden om klassisk musik. Også hendes stykke lød som et filmtema. Måske det ikke er tilfældigt. Måske Huss' og Gards forhold til klassiske kompositioner primært stammer fra filmtemaer. 
 
Idas "filmtema" havde som Sørens også "militærtrommen" med, og hele stykket kunne lyde som noget fra en superheltefilm - ikke mindst på grund af skiftet til en mere tegneserieagtig lyd. Elementerne i hendes opus var også ret drillende. En ganske herlig, men måske lidt rodet sag.
 
Ydmygt trådte Ida Gard ind på scenen, og hun syntes da også, at det var overvældende at høre et nummer komponeret på et midi-keyboard blive så fyldigt, når det spilles af et symfoniorkester.
 
Vi får så fire af hendes popnumre, herunder "Nothing's Wrong Song", som blev kendt i forbindelse med X Factor i 2012, hvor hendes navnesøster Ida Østergaard sang nummeret og kom øverst på podiet i det store mediecirkus. Ida Gards stemme kom dog mest til sin ret, da hun før pausen, sådan lidt tøhø-agtigt, gav os "I Need a Break". Selvom hun stod lige der foran os og pænt præsenterede sine sange, så blev jeg ikke så grebet af hendes sæt. Det forekom ikke så nærværende. Måske fordi man lige havde hørt Sørens fire sange på modersmålet, og så havde man ikke lige omstillet sig. Måske fordi hun bare ikke trængte helt igennem. 
 
Oh Land skulle lukke det store bal og med hendes forhold til den klassiske verden som tidligere balletdanser og en barndom med en familie, der har rødder i den klassiske musik, tillod jeg mig at have høje forventninger til hendes opus. Ølands komposition viste sig at være et medley af egne hits. Udmærket idé, men det gav ikke just noget nyt, originalt til publikum. Der var Gards og Huss' kompositioner noget mere interessante, da de også var mere komplekse. 
 
Da Oh Land trådte ind på scenen kommenterede hun først det faktum, at det kun med et symfoniorkester kan lade sig gøre at samle så mange forskellige dygtige kokke og lave en ret, der smager så godt. Det har hun jo meget ret i, og publikum kvitterede da også med en kort, anerkendende klapsalve. Herefter sang Oh Land "Head Up High" og krydrede sin optræden med sine små, finurlige dansebevægelser. Nanna er som hun altid har været; levende og indlevende. Jeg kan godt lide hendes skæve stil. 
 
Siddende ved og spillende på scenens store, flotte Steinway-flygel rundede hun sit sæt af med hittet "White Nights". En særdeles værdig afslutning på en aften med dejlig musik - dog uden de store mindeværdige højdepunkter, men heldigvis også helt uden bundskrabere. Og publikum takkede for den unikke oplevelse med et langt og stående bifald. 
 
Aftenens absolutte stjerner var dog uden tvivl medlemmerne i symfoniorkestret under ledelse af James Morgan, der i den grad formåede at fylde den store koncertsal i Musikkens Hus med storladen lyd. Smukt.
 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA