x
Toto: Falconer Salen, København

Toto, Falconer Salen, København

Toto: Falconer Salen, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Fraværet af teenagere gav næsten sig selv, da Toto fejrede 35 års jubilæum for debutalbummet "Toto" i Falconer Salen. Men det er altid en fornøjelse at høre alt andet end årsunger, som er fortsat med at forfine deres håndværk et halvt liv efter svendebrevet.

Sådan er det med Toto: De er bare sindssygt dygtige musikere, og da det multi-Grammy-vindende amerikanske band blev grundlagt i Los Angeles tilbage i 1977, var det da også med en kerne af nogle af tidens mest erfarne studiemusikere – allerede dengang.

Og hvad har de så på hylden i dag, hvor Toto endda har et ret nyt, ganske habilt og fjortende studiealbum på gaden, nemlig "Toto XIV"?

Tjah, Toto er en købmandsbutik med det hele. Lidt pop, rock, funk, jazz, stilsikker vokal og gode melodier kylet i blenderen, og ud kommer en sovs af vellyd. Det kan man ikke tage fra dem, så der var den første sikre stjerne.

Det blev også leveret veloplagt, og ikke som træt rutine, så der kom nummer to stjerne.

Men en skuffelse nummer ét blev, at det først var hen i femte nummer "Never Enough", at Toto virkeligt fik sparket liv ind i bandet. Det skete med det seje rockguitar-groove og en mere upoleret vokal fra Steve Lukather, som trådte i karakter på den der så-er-det-sgu-nu-det-sker-måde!

Momentum blev holdt til monsterhittet "Hold The Line," som er klippet ud af min gymnasiefest nummer tæt på kvalme (og det er godt nok lang tid siden), men i aftenens version er og vedbliver det bare at være et kongefedt nummer. En sikker stjerne nummer tre alene for det nummer, som blev spillet dugfrisk med fællesang og luftguitar overalt.

I 2009 blev bandet også belønnet med optagelse i det prestigefyldte Musicians Hall of Fame, og af ikke andre grunde så er "Hold The Line" rigelig betaling for adgangsbilletten, hvis det står til mig.

Det er to år siden Toto sidst spillede i København – også den gang var der som i aftes ganske udsolgt. Det er ret imponerende i sig selv, men når det sker, så handler det også om, at Toto er tro mod deres egen historie og egne rødder, ikke mindst farvet af Porcaro-brødrene, hvoraf kun keyboardspilleren Steve Porcaro er tilbage. Trommeslageren Jeff Porcaro døde i 1992, og bassisten Mike Porcaro døde i marts i år.

Selvfølgelig var der et lille minde-intermezzo i nummeret med den sigende titel "The Road Goes On". Det var fint og godt, og ikke mere tårevædet end nødvendigt ved en koncert, hvor publikum dybest set vil underholdes. For det kan Toto også.

For mig var underholdningen stærkest mest i de – næsten – lige så uforgængelige hits som "Hold The Line" – nemlig "Rosanna" og "Africa", der blev spillet som sættets sidste numre. I virkeligheden er numrene i den lidt kedeligere afdeling hos Toto – efter min smag – men hold nu op, der skete ting! Den til hudløshed kendte ramme i de numre blev pimpet op med jazzet soloklaver, rå guitar og en form for bandjamsession, som jeg slet ikke havde set komme lige der.

Overraskelser ved en koncert er altid i kategorien bonuspoint, så her er en sikker stjerne nummer fire til den kunstneriske pointgivning for de to numre. Når en skuffelse nummer to klipper en sjette stjerne, så der kun er fire tilbage, så har det noget at gøre med hele konceptet i Toto.

I alt for mange numre spilles der stringent, pænt, dygtigt, men forudsigeligt. Undtagelsen var de to nævnte, sidste numre – samt "Never Enough" og Jimi Hendrix´ udødelige "Little Wing". Her kørte bandet musikken helt ud i hjørnerne, prøvede grænser, brød dem ind i mellem (som en alt for udsyret solo i "Little Wing" med for mange toner til, at feelingen blev holdt indenbords). Men resultatet var, at lyttelapperne blev slået helt ud og sanseapparatet alarmeret.

Ikke fordi det andet var dårligt, dertil er Toto alt for erfarne, men næste gang vil jeg gerne overraskes endnu mere. Det kan og vil bandet, som jeg oplever dem – de skal bare give sig selv lov endnu mere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA