x
Airbourne og I'll Be Damned: Voxhall, Aarhus

Airbourne og I'll Be Damned, Voxhall, Aarhus

Airbourne og I'll Be Damned: Voxhall, Aarhus

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

I Midtvendsyssel er vi glade for kartofler. Brun sovs og kartofler. Skulle man tale om en "nationalret", ville det nok være det. Hvad for kulinariske ører kan lyde som en lettere tarvelig anretning, er faktisk for en sand vendelbo langt mere kompliceret end som så. 

Min mor ynder for eksempel gang på gang at nævne, at det er nye kartofler, hun serverer, og det med en vis stolthed i stemmen. Der er nemlig noget særdeles delikat over en frisk, kogt kartoffel, det er noget med, hvordan dens bløde, gullige kød brydes, når du sænker tænderne i det. 

Og hvorfor så al den udenomssnak i disse valgtider om kartofler, når det her er en anmeldelse af det australske rockband Airbourne? Jo, fordi de fire gutters tilgang til den ukomplicerede rock på mange måder minder om netop brun sovs og kartofler. Ganens farvepalette behøver ikke nordisk mos, let dampet og senere frosset, på en diminutiv tallerken på Noma for, at vi kan være enige om, at det her er et veltilberedt måltid.

Brødrene Young har ikke levet forgæves, og det er da også landsmændene AC/DC's benzin, der løber gennem Airbournes motor. Jeg tror godt, at vi kan blive enige om, at frontmand Joel O'Keeffe har hørt "Back In Black", "Highway to Hell" eller "For Those About To Rock (We Salute You)" en gang eller to i sit liv. 

Og har man så også brug for mere, når man ønsker en lyd, der er lige så direkte som et los i løgene? Næh, Airbourne samler faklen op og lever og ånder stort set som AC/DC på speed – hvad da også særlig kan høres på deres robuste guitarlyd, der er langt mere gainet og diskant end noget, Angus Young nogensinde har været i nærheden af, selv i 90'erne.

Forventningerne er store til aftenens koncert på VoxHall, fordi vi som publikum ved, hvad vi får – det vi gerne vil have besvaret er, hvordan vi så får det smækket i ansigtet? Er det et vejtræt band, vi kommer til at møde på scenen? Kan de holde dampen oppe?

Rockcirkus

Det er et loyalt publikum iført band-T-shirts, der venter, mens roadierne laver line-tjek – kan guitaren blive højere?

Man ser også mange velkendte ansigter fra den danske rockundergrund, alle er de kravlet op af de mørke øvelokaler, de nok bor i, for at kradse alle de lunkne øl til sig, de kan komme i nærheden af, og modtage en lektion i potent ROCK med store bogstaver.

Airbourne skryder direkte ind på scenen godt over 21, det er et helvedes brag, et inferno af lyd, som de meget sigende fræser sig igennem "Ready To Rock". Det skal de nu ikke spørge om to gange, for de har allerede publikums fuldstændige opmærksomhed.

Der piftes begejstret, ølglassene klirrer, der er fællesråb som "Oi! Oi! Oi!", og bandet på scenen lapper det i sig, mens de uden at slippe foden fra gaspedalen river sig gennem aftenens 12 sange.

Jeg ender med at skrive "AC/DC", hver gang en ny sang begynder, men det er jo ikke dét, det handler om. Inspirationskilderne har der aldrig været lagt skjul på, det er lige så lige ud ad landevejen som Ryan O'Keeffes trommerytmer. Hvor de aldrene 70'er-rockere er ramt af udskiftninger – demens og kriminalitet – løfter Airbourne den arv, AC/DC har lagt fundament til, uden at få sved på panden – selvom O'Keeffes bare overkrop drypper voldsomt ned over hans hvide Gibson Explorer fra start til slut. 

Der er konstant liv på scenen, og højdepunkterne er mange. Det er ikke bare en rockkoncert, det er snarere et rockcirkus. Vi får monstrøse soloer, alt sammen pentaton-skala, men leveret med så meget punch, at jeg er sikker på, at de kunne høre det nede på Vinstuen.

Guitarist David Roads og bassist Justin Street skifter ivrigt side på scenen, som de løber frem og tilbage, men de når alligevel ikke O'Keeffes energiniveau. Under guitarsoloen i "Girls In Black" er det pludselig lykkedes ham – på hvad der synes et splitsekund – at nå op på balkonen. Her stopper han for enden og sætter sig på kanten, dødsforagt og drengeleg, mens benene dingler ned over det måbende publikum, der nu elsker ham desto mere.

Til tider minder bombasten nærmest om Spinal Tap – for meget røg, liderlig guitarlir, og mure af forstærkere. Det er ikke subtilt, det er overflod, og det virker. Og når man alligevel har sådan en vibrerende mur af lyd, kan man vel ligeså godt også kravle op på den, jamen, der er ikke noget at sige til at et par friske piger, der sidder på skuldrene af glade fyre, løfter op i deres T-shirts og blænder bandet med deres forlygter.

I "Cheap Wine" kan den selvudråbte snapskonge og forsanger i aalborgensiske 9000 John Doe, Tommy Knøs, ikke klare mere begejstring. Det lykkes ham at komme op i scenen, bar overkrop som sit guitaridol, og nikke ivrigt med, før en vagt kommer stormende hen over scenegulvet og skubber ham hårdt ned. Det er, hvad der sker i rock'n'roll, og det virker passende for aftenen. Var det ballader, du ville have, er du gået forgæves, er det ballade, du søger, så er du det rette sted.

Koncerten sluttes med O'Keeffes yndlingstrick, den alternative måde at åbne dåseøl på. Tricket er, at du bare smadrer skallen ned i dåsen, indtil den orgasmisk begynder at sprøjte. Det må være noget, man gør down under, når man får kængurukuller, jeg skal i hvert fald ikke efterprøve det derhjemme.

Alt i alt er det en toptunet, professionel rockkoncert, hvor fokus er på den makismalle energiudladning, det store fællesskab, og hvad man bare generelt kan kalde "good times". Vi får det hele med Airbourne, brun sovs og kartofler, som de er bedst serveret i de hjemlige rammer af Midtvendsyssel, og ud fra efterfesten at dømme var alle fuldt ud tilfredse. Ja, jeg tror faktisk, at de fleste godt kunne have taget 12 numre mere.

 

I'll Be Damned ****

På mange måder er I'll Be Damned en velvalgt åbner – de spiller Judas Priest til Airbournes AC/DC. Hvor de havde scenen for sig selv under deres særdeles vellykkede koncert på Spot, er de denne gang lidt mere presset på tid. Stig Gamborg Hansen gemmer sig ikke længe ude i kulissen, før han står i front og indpisker publikum.

De ældre rockere ser lidt chokerede ud, som de står langs balkonen med deres blottede isser og lidt for store T-shirts, mens I'll Be Damned giver en solid, tung og ond åbning bestående af "Believe It", "People Who Hate People" og "Fuck The World". Det er en ren hitparade, der utvivlsomt også tilfredsstiller de tidligt ankomne publikummer, der bekender sig i I'll Be Damned-T-shirts. 

De når gennem i alt 11 sange og har klogeligt valgt nogle lidt sumpede stykker blandt cementblokkene. Derfor virker det også perfekt, da guitarist Boris Tandrup ifører sig sorte solbriller og med sit lange skæg et øjeblik giver den som ZZ Tops Billy Gibbons.

Selvtilliden er på plads, og de afvikler uden synlige nerver et show, der burde ruske op i dansk rock. Nu må det album altså godt snart komme!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA