x
Rickie Lee Jones: The Other Side Of Desire

Rickie Lee Jones
The Other Side Of Desire

Rickie Lee Jones: The Other Side Of Desire

GAFFA

Album / TOSOD Music
Udgivelse D. 22.06.2015
Anmeldt af
Ivan Rod

The Other Side Of Desire er et bemærkelsesværdigt album. Og dét ikke kun af den grund, at det er seks år siden, den amerikanske singer-songwriter Rickie Lee Jones, sidst udsendte nyt materiale. Den dobbelte Grammyvinder har siden sin ground-breaking pladedebut i 1979 udgivet 15 anmelderroste jazz-rock-plade, men med dette 16. album fortjener hun alligevel også en helt ekstraordinær ros. Rickie Lee Jones har nemlig skrevet en vibrerende vital poesi, skrevet nogle usædvanligt stilsikre kompositioner og fremfører det hele med en yderst sjælden autoritet, der binder tråde tilbage over de 35 år, der er gået siden debuten.

Rickie Lee Jones' stemme emmer – som på de første sublime plader – på én gang af skrøbelighed og styrke. Den vidner om livets alvor; den alvor, der har præget hendes eget liv og den alvor, der i disse år præger New Orleans – byen, hvor hun i dag bor. Og dét er klædeligt. The Other Side of Desire er fokuseret, fremstår påtrængende nødvendig, nøgen, ærlig og flot. The Other Side of Desire har potentialet til at blive en klassiker i grænselandet mellem vokaljazz, -rock, -r&b og -folk!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA