x
Barbara Moleko: Green Stage, NorthSide

Barbara Moleko, Green Stage, NorthSide

Barbara Moleko: Green Stage, NorthSide

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Wow, en rapper, der aflyser en festival? Hvad er odds'ene lige? Mange havde nok sat pengene på en Wu Tang-aflysning, men dagens hiphop-aflysning kom fra Earl Sweatshirt, der er ramt af maveforgiftning. Så i stedet for dyster, minimalistisk hiphop, står den på sprudlende soulpop, når Barbara Moleko indtager Green Stage i Sweatshirts sted. Det passer i virkeligheden nok også bedre til det flotte solskinsvejr - og at Moleko viser sig i decideret sprudlende storform, gør bestemt ikke noget.

Efter en hårdt rocket intro er vi tilbage i soul-land med den nye "Hater", fra albummet "Bapsz", som udkom i mandags. Mage til livsglad aggression skal man lede længe efter, og fremførelsen af sangen er en blanding af en løftet pegefinger og en udstrakt langemand - tilsat store smil.

Solen brænder igennem, og det gør Moleko også. "Der er så meget, vi skal fejre lige nu", synger Moleko, der i øvrigt skal videre til sin egen releasefest i København i aften, og vi er alle med til fejringen. Hun virker bestemt ikke som, en erstatning, der er hevet ind fra sidelinjen, som hun giver alt hvad hun har i sig - på knæ med sin guldmikrofon. Det er simpelthen en dybt charmerende opvisning i musikalitet og godt humør, og at det velspillende band tog turen herover fra Bornholm klokken fire i nat, mærker man ikke.

Lyden mudrer lidt hist og her og publikum er lidt stive i det, men da Barbara smider skoene og giver sig ud i en hæsblæsende dans, hvor ikke en kvadratcentimeter af hendes krop er i ro, er det de færreste, der kan lade være med at danse med - eller i det mindste flexe smilebåndene.

En livsglad og sympatisk optræden, der går lige i pophjertet. Jo, Bapsz gjorde det lige lidt mere svedigt at befinde sig i den stegende eftermiddagssol - og så på et afbud. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA