x
Mbongwana Star: Mbongwana Star From Kinshasa

Mbongwana Star
Mbongwana Star From Kinshasa

Mbongwana Star: Mbongwana Star From Kinshasa

GAFFA

Album / World Circuit
Udgivelse D. 12.06.2015
Anmeldt af
Torben Holleufer

Det er en lysende plade, der lige er kommet fra Kinshasa via World Circuit i London. De to vigtigste medlemmer af succesgruppen Staff Benda Bilili gik ud og har nu skabt deres eget med hjælp af en irsk producer, der med afsæt i Paris-scenen allerede har arbejdet med bl.a. Tony Allen.

Det er jo sådan, at Kinshasa i en svunden tid var hjemsted for en vidunderlig melodisk musikstil, der hedder soukous. Her var de med rette elskede stjerner bl.a. Franco, Tabu Ley og Mbilia Bel og de kunne kunsten at skabe en hypnotisk og medrivende musik, der samtidig var sande hits sunget af sangere, der gjorde sangene uforglemmelige. De sidste ti års tid har en anden slags congolesisk musik set dagens lys, og vi har lært en skramlet musik at kende, i stor del markedsført af det belgiske label, Crammed. Her kom bands som Konono no. 1, Staff Benda Bilili og de Roskilde-aktuelle, Kasai All Stars. Og bevares, der har været fede ting i mellem, men jeg har også fundet, at man mere har set på form og den salgbare historie om for eksempel handikappede musikere, frem for at satse på indhold og de afgørende gode sange. Derfor er det vist meget godt, at de to gamle Staff Benda Bilili-sangere og komponister, Coco Ngambali og Theo Nzonza, har vendt næsen mod London og ikke Bruxelles. For resultatet er en mesterlig plade.

Hjemme i Congos hovedstad er meget af pladen blevet til, men i produktionen er der skabt en intensitet, som jeg sjældent har hørt mage. De fem gange pladen har kørt i mit discdrev, har jeg både nået at tænke på Primal Scream's mesterværk, Screamadelica, og på Massive Attack's bedste øjeblikke, for vi er oppe i det luftlag. Samtidig har pladen noget af den samme nysgerrighed omkring virkemidler, som da en David Byrne med makkeren Eno og folk som Bill Laswell stod med afrikansk musik i hænderne, der var så hot, at revolutionen var eneste udvej. Bare hør tracks som Masobelé, hvor der både er et stresset opkørt funky groove med rapagtige kommentarer og englesang til sidst. Eller den rapt vuggende Nganshé, hvor Coco's soulstemmes drevne blues hopper afsted på noget, der ligner sydafrikansk mbaqanga, mens tranceskabende guitarer anmassende vækker os til den congolesiske virkelighed.

Eller hvad med trademark-tommelfingerklaverene fra Konono No 1, der også kommer forbi på den dragende Malukayi, som lyder som psykedelisk soukous. Det er et helt vildt nummer. Hvorefter beatet køres op med Suzanna, som har hints til Sam Mangwanas soukous-klassiker fra 1979, og som er vidunderligt sunget i et dubland, mens guitarerne cykler uimodståeligt. Det er så funky og et af de bedste dansenumre, jeg har hørt meget længe. Så veloplagt produceret, men også visende, at Staff Benda Bilili måske lidt var en spændetrøje for to talenter, der kan skrive gode sange og altså havde vovemodet til at tage den helt store chance frem for endnu en verdensturné.

Det er sprængfarligt afrikansk materiale.

Stor, stor plade.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA