x
Underworld: NorthSide, Blue Stage

Underworld, NorthSide, Blue Stage

Underworld: NorthSide, Blue Stage

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

En del af programmet på NorthSide brød igennem og havde sin kommercielle storhedstid i 90'erne: Dizzy Mizz Lizzy (bortset fra de store comebacks i 2010 og i år), Wu-Tang Clan, Placebo og så Underworld, der var sat til at lukke programmet lørdag nat på Blue Stage. 90'er-nostalgien var da også tydelig, da bandet lagde ud med "Mmm … Skyscraper, I Love You" fra det nu klassiske gennembrudsalbum "Dubnobasswithmyheadman" fra 1994. Et usædvanligt vellykket album, der blandede elektronika, dance, dub og house og lange instrumentalpassager med en mere klassisk sangskrivningsstruktur med vers, omkvæd, enkle, men fængende melodier og lange, associationsrige, talesungne tekster fra vokalisten Karl Hyde.

Det var også, hvad vi fik på NorthSide – gruppens første danske koncert i adskillige år – hvor sangene fra "Dubnobass…" fyldte godt på sætlisten, og bandet har da også for nylig turneret med det ved deciderede albumkoncerter. Hvor meget af musikken, der var live ud over vokalen, var så et godt spørgsmål. De to øvrige medlemmer af Underworld, Hydes mangeårige samarbejdspartner Rick Smith samt Darren Price, der kom med i bandet i 2005 – hans navnebror Darren Emerson forlod gruppen i 2000 – stod placeret bag en større maskinpark, hvor de trykkede på lidt knapper her og der, men spillede ikke på noget i traditionel forstand, for eksempel tangentinstrumenter.

Musikken lød også i høj grad som på albummene, men var live-feelingen lidt svær at afkode, så var det til gengæld stærk musik, der flød ud af højttalerne. Meget mere nuanceret, melodisk og detaljerig end eksempelvis meget af tidens populære EDM-musik – og ofte med en melankolsk, eftertænksom undertone.

Live var i den grad også Karl Hyde, hvis intense, talesyngende vokal og gradvist mere intense dans hjalp godt med til at sætte gang i det i forvejen feststemte publikum, og festen nåede et af sine højdepunkter under 1994-albummets "Dirty Epic" med det iørefaldende og syng-med-venlige omkvæd "I get my kicks on Channel 6" og et par samplede el-guitar-akkorder, der fik musikken til at smage lidt af rock.

Helt i tråd med rave-musikkens ånd stillede Underworld også op med et imponerende, farverigt lysshow med blandt andet et smukt mønster af blå lys på bagtæppet, hvorpå sangtitlerne i øvrigt løbende blev annonceret. Et af numrene, den trommeintense "Pearl's Girl", i øvrigt først forkert præsenteret som "Jumbo", hvilket blev hurtigt rettet og blot gav showet en yderligere menneskelig dimension.

"Cowgirl" med den finurligt samplede jødeharpe satte stemningen et gear op, men ellers var det forventelige højdepunkt afslutningsnummeret, gruppens største hit, "Born Slippy . NUXX", der især er kendt fra 1996-filmen "Trainspotting" med en lang, fragmentarisk tekst fra storbyens natteliv. Samtlige numre bortset fra ét var fra 90'erne – undtagelsen, "Jumbo" er årgang 2002 – så noget kunne tyde på, at Underworld er klar over, at de toppede dengang, selvom de stadig udgiver ny musik, men lad gå – nostalgi er fint nok i tilpasse mængder, og tydeligvis kunne en stor del af publikum huske sangene fra deres ungdom. Underworld leverede i hvert fald en fest med elektronisk dansemusik på højt niveau.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA