x
Seasick Steve : NorthSide, Blue Stage

Seasick Steve , NorthSide, Blue Stage

Seasick Steve : NorthSide, Blue Stage

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Det kan godt ske, han kalder sig Seasick Steve, den gode Steven Gene Wold, men der var absolut ingen slinger i valsen denne sene eftermiddag på NortSides Blue Stage, der blev lagt godt og grundigt ned af den 74-årige amerikaner.

Med en flaske rødvin hver indtager Steve og trommeslager Dan Magnusson – kærligt præsenteret som Dan "Bangusson" – og som gnister fra en bål, springer rå, uforfalske blues snart, fra Steves trestrengede guitar. Bag store smil lyder stemmen i glimt som en grusgrav, når der for alvor brændes igennem. Det swinger som ind i helvede, og de to alderspræsidenter blandt årets optrædende får i den grad vist opkomlingene, hvordan det også kan gøres – endda helt uden en eneste Mac på scenen eller backtrack.

Man har ikke fornemmelsen af, at Steves tøjstil har ændret sig meget siden hans tid som hjemløs, og der er ikke det mindste påtagede over hverken hans slidte John Deere-kasket eller den måde, han med få, men effektive, virkemidler formår at spille pladsen op og begejstre et publikum, der for størstedelens vedkommende kun er en tredjedel af hans alder.

Vi præsenteres for et væld af hjemmebyggede strengeinstrumenter – de mest pudsige er lavet af henholdsvis en luftrenser fra 1934, et vaskebræt (med én streng!) og en lille æske. Lige fra start har han publikum snoet godt og grundigt om sin lillefinger, og de pudsige guitarer er mere end en sjov gimmick – det lyder simpelthen fremragende. De stærkt autentiske bluessange er møgbeskidte, overbevisende og sidder lige i skabet.

Overrumplende overskud

"We ain't got no hit songs on the radio or anything like that, but we try to do the deed any way", lyder det næsten undskyldende fra scenen, mens publikum højlydt messer "Sea-sick Steve! Sea-sick Steve!", så vores hovedperson næsten bliver rød om ørene. Han er tydelig taknemmelig over det store fremmøde, og det kommer heldigvis til udtryk i leveringen af sangene.

På papiret lyder det måske lidt plat, at han hiver en smuk ung pige op på scenen for at synge en øm version af "Walkin' Man" – og om han gør det til hver koncert, skal jeg ikke kunne sige, men her i øjeblikket føles det 100 procent ægte og improviseret. Manden udviser et nærmest overrumplende overskud – og publikum er på. Jeg ser endda én der crowdsurfer – ikke noget, jeg har på fornemmelse, foregår til så mange blueskoncerter endda. 

"Shit man, this is pretty fun!" udbryder veteranen, før han belærer os om, hvor vigtigt det er at have drømme: "Jeg havde for eksempel en drøm om at blive professionel musiker. Og det tog kun …50 år!" Herefter følger "Keep On Keepin' On" og sættet slutter med en hæsblæsende "Dog House Boogie", hvor Steve også fortæller sin egen historie om en voldelig stedfar, der var direkte årsag til, at han løb hjemmefra som 14-årig.

Publikum bliver ved med at kalde, et godt stykke tid efter de to har forladt scenen, men på den anden ende af pladsen venter Simon Kvamm og Peter Sommer på at gå på, så vi må vente til efteråret, hvor Seasick Steve vender tilbage til landet. Vi ses!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA