x
Suicidal Tendencies : Copenhell, Hades

Suicidal Tendencies , Copenhell, Hades

Suicidal Tendencies : Copenhell, Hades

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Indenfor de seneste år har amerikanske Suicidal Tendencies spillet både på Copenhell og Roskilde Festival, så rygtet var løbet i forvejen om en af de dér det-var-lige-godt-satans-oplevelser.

Folk var i den grad tændte og stimlet sammen i forvejen.

Rygterne var ikke overdrevne. Og man er som band i den grad indstillet på at leve op til dem, når man går på med et nummer som "You Can't Bring Me Down".

Deres crossover thrash – altså noget som krydser ind og ud af denne genre efter humør og lyst – og ni albums bag sig – vidner alt sammen om overskud. Der skal man have i den branche, men her sker det med omtanke, selv om det er helt vildt, hvad der sker.

Ikke mindst omkring ankret, forsangeren Mike Muir, som er en showman og entertainer i topklasse med konstant fare for at blive en karikatur af sig selv, fordi showet køres helt ud.

Det sker bare ikke, for bandet er så tæt sammenspillet til at samle ham op hele tiden. De har en historie, som rækker 35 år bagud - og bandet er også notorisk berømt for at have leveret den nuværende bassist til Metallica, Robert Trujillo.

Jo, kvalivare, når man er til den slags, for de er ikke blot blændende musikere, som især tordenbraget bag trommerne, Eric Moore, der kunne nogle tempo- og rytmeskift så præcist og med sådan et swing, at de stod skåret i granit.

De er også i stand til at levere noget så simpelt, befriende og livgivende – trods bandnavnet - som en fandens god fest.

Ja, vi fik selvfølgelig et af Suicidal Tendencies mest spillede live-numre "War Inside My Head," som blev et rent skrål med-nummer.

Og festen forstsatte hen ad vejen, hvor den hyperenergiske Mike Muir hev et halvt hundrede mennesker op på scenen, så security-folkene måtte synes, at de var det virkelige helvede - og ikke bare Copenhell. Men alt gik godt, og dette stunt bidrog absolut til resten af festen.

Vendte man ryggen til, var der ingen tvivl. Smil så brede hele vejen rundt, at de måtte være i stand til at spise rosenbrød på tværs uden at få glasur i mundvigene.

Og når festen på et eller andet plan er hele målet med den sag, så skete der noget på den time, som bandet havde til rådighed. Hen mod slutningen, som de mange publikummer skulle ned fra scenen igen, mistede de momentum og pust.

Et stille, blødt (og fint) nummer kom ind, men når man kun har en time og – fanden og helvede stå i det – i den grad vil lave fest på Copenhell, så blev det ikke helt gennemført.

En skønhedsplet på en ellers helt igennem livgivende selvmordstendens.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA