x
Saint Vitus: Copenhell, Pandæmonium

Saint Vitus, Copenhell, Pandæmonium

Saint Vitus: Copenhell, Pandæmonium

Anmeldt af Hansen | GAFFA

Imens dommen faldt over dansk politik, landede doomen tungt på Copenhell. Allerede fra første guitarakkord er det - efter sådan en lang dag med actionfyldt metal og punk - næsten lige som at komme hjem. Der er intet på spil her, men derimod en troo metalfølelse, der roligt ruller ud over os fra scenen af. Kvartetten har eksisteret siden '79 og har uden de store variationer spillet deres tunge rock uden skelen til, hvad der ellers har været trendy. Og det bærer koncerten også præg af. Der er næsten ingen karisma, bortset fra at guitaristen Chandlers hår stjæler det meste af billedet, og absolut ingen showtricks eller fancy ting. Til gengæld står det helt klart, at de har sangene. Riffs'ne er skarpt skårne og står ikke tilbage for Black Sabbath, hverken i henhold til tyngde eller catchyness.

Efterhånden som koncerten skrider frem, bliver bandet også varmet op, og det er tydeligt, at de hygger sig gevaldigt. Den originale sanger Reagers er tilbage på vokal i dagens anledning, da den egentlige sanger Wino ikke må komme ind i Skandinavien på grund af en narkodom. Han gør det godt, og selvom det ikke er den store ekvilibrisme, der vises frem, virker det bare helt rigtigt. På trods af at det er koldt, og vi alle sammen er våde efter dagens tidligere regnskyl, er der en virkelig god stemning på pladsen. Deres uprætentiøse tag på olds-school heavy sidder lige i skabet, og der er en smittende feel good vibe igennem hele koncerten.

Bandet er ikke som sådan imponerende musikere. Der er ikke det store overskud, og mit indtryk er, at de har brugt mere tid på drugs end på deres instrumenter. Og det er også en stor del af den form for metal. Så det gør ikke så meget, og selv de ubehjælpelige soloer er charmerende. Jeg er ikke helt sikker på, hvad der sker hen imod slutningen, men det så ud, som om at Chandler gik igennem publikum og lod dem spille med på guitaren. Fra midten af pladsen så det ret sjovt ud, som om at guitaren crowdsurfede.

Vi fik sange jævnt fordelt fra stort set hele deres lange karriere, men bagefter er der ikke så mange, der rigtigt stikker ud i hukommelsen. Det hele smelter sammen, til én fed tung følelse af heavy metal.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA