x
Nuclear Assault: Copenhell, Pandæmonium

Nuclear Assault, Copenhell, Pandæmonium

Nuclear Assault: Copenhell, Pandæmonium

Anmeldt af Hansen | GAFFA

Så var det sidste chance for at se Nuclear Assault. Bandet har - med lange pauser - eksisteret siden 1985, men nu er tiden inde til en afskedstour. Og at dømme efter aftenens koncert vil de ikke blive meget savnede. Jeg er ikke i tvivl om, at mange har et nostalgisk forhold til deres bagkatalog, men det var godt nok en middelmådig præstation på festivalens mindste scene.

Deres tag på thrash er stadig en tak hurtigere end de flestes, og de kan også spille det. Hygger sig gevaldigt på scenen og er virkelig metal at se på. Vokalen ligger meget højt i mixet, men det er også et af deres særkender. Det er en stor stemme, der er i den lille krop, og John Conellys stemme kunne umiddelbart passe bedre ind i klassisk heavy. Han synger stadig godt, men personligt kan jeg meget bedre lide de instrumentale stykker. Jo mere punk de er, jo bedre kører det for dem. Selvom det her bliver meget tydeligt, hvor stort baghjul de får af unge bands, som for eksempel Halshug, der spillede et par timer før.

Nogle bands kan ride på historien, minde publikum om deres egen ungdom, og det er helt okay. Men Nuclear Assault er simpelthen for middelmådigt til, at det kan bære. Det her var bare endnu en dag på kontoret. Det var tydeligt, at de lige så gerne ville sidde derhjemme og ryge noget fed. Og det er vel det man gør, når man stopper med at turnere. De vil nok altid være thrash. De virker super sympatiske, ikke mindst når de takker os for at huske dem. Det er da en god ting at være ydmyg omkring.

Selv lyden er kedelig, og det bliver aldrig rigtigt tungt, hårdt eller medrivende. Jeg kan ofte godt lide den arbejderklasse-æstetik, man finder i det meste thrash, men her virkede det bare uambitiøst og sjusket. I glimt fornemmer man, hvor de har været henne, når riffsne træder frem, og det får lov til at swinge. De kan jo sagtens skrive rigtige numre, der hænger sammen fra start til slut, hvor der både er plads til action, omkvæd, headbanging og fællessang. Men samlet synes jeg ikke, det er en værdig afslutning på en karriere, der trods alt har haft højdepunkter både på plade og live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA