x
The Darkness: Copenhell, Helviti

The Darkness, Copenhell, Helviti

The Darkness: Copenhell, Helviti

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

De sidste par år har der altid været et eller to bands, som heftigt blev diskuteret på de sociale medier i forbindelse med Copenhell. Der er dem, der hævder og står fast på, at Copenhell først og fremmest er en rigtig mædl festival, hvor det sorte, obskure og legendariske skal dyrkes fra torsdag til lørdag på helvedesøen. Og så er der dem, der mener, at folk skal stoppe med at være så forbandet gamle og konservative i deres musiksmag, når det kommer til metal og hård rock. Sidste år diskuterede vi D-A-D og Within Temptation, og i år går diskussionen så på, hvorvidt The Darkness var Copenhell værdige. Efter 80 minutters selskab med bandet vil det spørgsmål være et åben et af slagsen.

Jeg havde hørt rygter om, at notoriske Justin Hawkins på Sweden Rock havde brugt 5-10 minutter af deres performance på at snakke om mandlige brystvorter. Ikke noget der ligefrem hjalp på rygterne om, at Justin nu igen havde kigget meget dybt i den berusende kagedåse.

Well, benefit of the doubt, Justin. High Voltages stamsoldater (og dem var der en del af her til aften) havde taget stilling og gjort sig klar til en fest, mens den trüe forsamling af metalhoveder havde samlet sig lidt længere bagud med en skeptisk mine og en flad fadøl.

Koncerten starter ujævnt. Både lyden og Justins vokal er alt andet end i øjet. Vi bliver serveret for en gennemtrængende høj falsetvokal (i de første 50 minutter, av mine ører), mudret clean vokal, monstrøs høj guitar (Justins guitar selvfølgelig) og en kønsløs bund. Samtidigt bliver resten af bandet gjort til statister i Justin freakshow. Den mand har personlighed for 10, og han viger ikke tilbage for at gøre det uventede. Hvad enten det er at stjæle kameramandens kamera og filme fra pikperspektiv eller at smide den superkitschede lyseblå blazer og ligne en britisk Aladdin. Givet, manden er grineren og lidt skør med sine Mick Jagger-moves og sin evne til at overraske. Men det virker nu, som om at størstedelen af forsamlingen har fået nok af tosser. 

Og så skete det bedste, der kunne ske for koncerten. Justin fatter, at folk ikke er med på hans julelege her til aften. Tosserierne bliver derfor forbeholdt starten af koncerten, og lige så stille får The Darkness den arbejdsro, de har brug for for at få forbedret både lyd og niveauerne på Justins vokal. Meget nødvendigt, fordi det, der kunne være endt i noget komplet pinligt, faktisk ender med at blive en OK koncertoplevelse for nogle af os. Jeg har ikke gjort mig umage med at finde rundt i sætlisten eller fremhæve synderligt mange numre, for lad os være ærlige – sangene lyder meget ens i dag. Jeg bider i stedet for mærke til, at folk der elsker denne lyd og elsker bandet, har en rigtig god fest. For den neutrale lytter, der står lidt længere bagud, er det dog nok ikke noget, man gider bruge mere end 20 minutter på, eller også kommer man til sidst, hvor de spiller deres ultimativt bedste sang "I believe In A Thing Called Love", som faktisk lyder ganske overbevisende.

Konklusionen må derfor være todelt. Efter en ujævn start fik high voltage-segmentet det, de er kommet efter. En fest oppe foran. For dem, der ikke er inde i lyden eller bandet The Darkness var det som at se en 80 minutters lang musikalsk eksamination, hvor The Darkness sagde noget relevant i 4 minutter.

Bestået med nød og næppe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA