x
Parkway Drive: VoxHall, Aarhus

Parkway Drive, VoxHall, Aarhus

Parkway Drive: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Silke Høj Christiansen | GAFFA

Nogle vil måske sige, man ikke kan blive opløftet i sindet af at lytte til heavy metal. Men de har tydeligvis aldrig oplevet australske Parkway Drive live.

Parkway Drive var længe ventet. Man kunne mærke, at publikum higede efter denne koncert. Og da "Wild Eyes" med den flotte intromelodi klingede ud gennem højtalerne, kunne folk næsten ikke holde sig i skindet længere.

Forsanger Winston McCall gav hele koncerten igennem utallige thumbs up til sine fans, mens han hele tiden gentog: "thanks, thanks." Man så ikke skyggen af et horn fra ham hele aftenen. Han er en positiv mand, som sugede energien fra publikum til sig og spyttede den ud i hovedet igen i form af en growls og grin.

Én for alle og alle for én

Den positive energi gik generelt igennem hele koncerten. Det var tydeligt, at det her var et fælles projekt. Bandet behøvede os, og vi behøvede bandet. Eller man fristes til at sige: uden os, ingen dem. Sådan som en rigtig metalkoncert bør være.

Energien fortsatte videre på "Carrion" og "Karma". Bandet havde med den heftige start lidt svært ved at holde publikum fast i den eksplosive mosh pit, og folk måtte lige have pusten igen på "Dead Man's Chest".

På sange som "Vice Grip" og "Wild Eyes" ligger der, hvad man i metalverdenen kommer tættest på at kunne kalde en god sing a long-mulighed. Her bad McCall også publikum om at synge med, hvilket gav fans og band en samhørighed, der aldrig skal undervurderes.

Genhør med Rage Against The Machine

Aftenens højdepunkt blev coverversionen af Rage Against The Machines "Bulls on Parade" fra 1996. Det skal siges, at jeg generelt har det lidt svært med RATM-covers. Bandet er simpelthen for svære at gøre kunsten efter. Både fordi Zack de la Rochas vokal er en ener i heavyligaen, og fordi Tom Morellos guitarspil er så overlegent. Men jeg må bøje mig i støvet for Parkway Drives forsøg. VoxHall var ganske enkelt ved at eksplodere. McCall ramte især plet, når han ikke growlede for meget og dermed undgik at gøre udtrykket for mudret.

Stop nu

Selvom stage diving sjældent bliver tolereret i Danmark, blev der ikke sat en stopper for det i aften. Det var meget høfligt og velment af Parkway Drive ikke at påpege det, og til at begynde med var det da også et festligt indslag. Men efter at de samme tre drenge blev ved med at kaste sig op på scenen og lege rockstjerner for 8. gang i streg, blev det mere en pestilens for både band og publikum end et fedt indslag. Kun ganske få gange blev de hevet ned fra scenen af vagter. Men det kan man ikke bebrejde bandet; det må arrangørerne selv stå til regnskab for. Irriterende var det i hvert fald.

Det var dog tydeligt, at Parkway Drive ellers syntes om aftenens publikum. Og de havde overskud til at vise det. De fandt de sjove indslag som oppustede badebolde, der blev kastet rundt og en fyr iført et stort hestehoved morsomme. Det var tydelige at se og mærke.

Smil

Det blev ikke til nogle numre fra de to første plader i denne omgang, hvilket helt sikkert har ærgret et par stykker blandt de fremmødte fans, men prioriteringen af RATM-nummeret trumfede på mange måder skuffelsen.

Aftenens sætliste sluttede hårdt og hurtigt af med "Swing" fra bandets seneste plade, "Atlas" fra 2012 (et nyt album ventes ude til september). Ekstranummeret blev "Home Is For The Heartless", som var det bedste valg af disse to at bruge som det definitive punktum.

Publikum fik her lov at hoste de sidste råb op af deres lunger og derefter gå hjem med en hæs stemme, øm nakke og et kæmpe stort smil på læben.

Opvarmningen

De to opvarmningsband skal her kun nævnes kort. Det første, de danske The Interbeing, er der ikke meget at skrive hjem om. De prøvede simpelthen for hårdt. De kalkulerede, nedadkrængede mundvige gjorde dem mest af alt pinlige at være publikum til.

Af en helt anden kaliber var amerikanske Chelsea Grin, som var aftenens tungeste indslag. Massive breakdowns akkompagneret af en 6-strenget bas og 7-streget guitar lagde en af de tungeste bunde, man kan opstøve i heavy-land. De kunne deres tekniske kram og var en solid publikumsopvarmer til aftenens hovedpersoner fra de australske drenge fra Parkway Drive.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA