x
Kent : Tinderbox, Red Stage

Kent , Tinderbox, Red Stage

Kent : Tinderbox, Red Stage

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Kent er et kendt navn i dansk koncertsammenhæng. Det svenske band har med samme driftsikkerhed som en Volvo udgivet plader med et par års mellemrum og turneret hyppigt i Norden de sidste 20 år, og største nyskabelse er, at der i slutningen af 00'erne begyndte at indfinde sig elektroniske elementer i Kents melankolske, melodiske rock med poetiske tekster på svensk – og de er der stadig.

Nåja, så fylder et kvindeligt kor som noget nyt ganske meget på Kents seneste og 11. album, sidste års "Tigerdrottningen", og på Tinderbox – i sagens natur et nyt koncertsted i Kent-sammenhæng – havde kvartetten da også medbragt tre korsangerinder samt en ekstra keyboardspiller og en ditto guitarist. Sanger og sangskriver Joakim Berg var dog det naturlige midtpunkt med sin karakteristiske, let klagende stemme, som desværre lå lidt for lavt i mikset under de første to-tre numre. Alle musikere var traditionen tro klædt stilfuldt i sort, Berg med kombinationen af læderjakke (som hurtigt blev smidt) og stor charmehalsklud, og lysshowet blev udgjort af stærke røde, blå og hvide spots på bagscenen – enkelt, men effektivt.

Gruppen lagde ud med "Mirage" fra det seneste album, men bevægede sig hurtigt gradvis tilbage i bagkataloget, hvor et tidligt højdepunkt var den afdæmpede "Hjärta" med markant akustisk guitar. Hittet "Dom Andra" med det karakteristiske synth-fløjtetema trak også stik hjem, ligesom koret trådte i karakter på "Godhet" fra det seneste album.

Et andet 2014-nummer, "La Belle Epoque", fortjener at blive fremhævet for sin skarpe tekst, hvor Joakim Berg identificerer sig med en lang række fortrinsvis problematiske emner fra samtiden i en associationsrig tekst: "Jag är självmordsstatistiken / Jag är glesbygden, Rohypnolen / Jag är svartsjukan, Alkoholen / Jag är de snabba SMSlånen / Jag är drevet på skolgården". Det var nok ikke alle publikummer, der fangede guldkornene – jeg ville heller ikke have gjort det, hvis jeg ikke havde læst på lektien på forhånd – men det er altid rart, når bands kan hitte med andet end hjerte-smerte- og sex, drugs and rock'n'roll-klichétekster. I øvrigt en af sættets mange sange, hvor en traditionel rockinstrumentering og elektronisk backtrack gik fint hånd i hånd – og nu var lyden blevet god.

Guitarist Sami Sirviö, der ellers havde spillet en diskret, om end sikker rolle, kom lidt i fokus i "Den Andra Sidan" med en enkel, stilfuld solo. 2007-hittet "Ingenting" fik atter gang i publikum, og senere kom koret atter i fokus i den lange "999". Sangen blev afløst af endnu en talkombination, "747", den lange, repetitive, melankolske og meget smukke sang, der stort set altid lukker Kents koncerter, på samme måde som Mew altid slutter med "Comforting Sounds". 75 minutter var gået, og Kent havde givet endnu en bundsolid koncert uden at overrumple eller overraske – bortset fra kvindekoret. Dem må de gerne tage igen med næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA