x
Echosmith: Tinderbox, Yellow Stage

Echosmith, Tinderbox, Yellow Stage

Echosmith: Tinderbox, Yellow Stage

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det var noget af en deja vu-oplevelse at se Los Angeles-gruppen Echosmith få timer efter australske Sheppard på Tinderbox' teltscene, Yellow Stage. Endnu et ungt søskendeorkester, der spiller up-tempo popmusik uden nævneværdig brug af elektronik og med både kvindelig og mandlig leadvokalist og tvekønnede vokalharmonier – om end kvinden hos Echosmith, Sydney Sierota, fyldte noget mere som leadvokalist end herren, Jamie Sierota, der blot var gæst i et par sange. Og ligesom Sheppard har Echosmith indtil videre kun ét større hit i bæltet, "Cool Kids".

Echosmith stillede op med den klassiske besætning guitar, bas og trommer samt spredt keyboard og fik med denne enkle lineup sat gang i et fyldigt lydbillede blandt andet gennem brug af gulvtam'er (det gjorde Sheppard i øvrigt også), heftigt piskende trommer, vokalharmonier og forvrænger på guitaren. Desværre var lyden ligesom hos Sheppard ikke helt i top, om end bedre hos Echosmith. Teltet var kun to tredjedel fyldt, og det var måske medvirkende til et lydbillede med lovlig meget rumklang, og så var Sydney Sierotas ungdommeligt lyse stemme, som på indspilningerne lyder fint, noget skinger. Til gengæld var hun charmerende med den parasol, hun svingede rundt med under flere numre – det ser man ikke så tit til koncerter.

Ganske som Sheppard forsøgt Echosmith hurtigt at sætte gang i fællesklap og -sang, og de fik også held med det. Og ganske som Sheppard havde Echosmith også en coverversion i ærmet. Tidligt i sættet fik vi en fortolkning af Talking Heads' "This Must Be the Place" fra 1982, som dog ikke syntes at vække megen genkendelse hos publikum, hvor de fleste også så ud til at være født mange år efter, at sangen udkom. Echosmiths udgave var forholdsvis afdæmpet og gav ikke meget nyt liv til den ellers fortrinlige original.

"Bright" fortsatte i den lavmælte afdeling, nu med akustisk guitar til en afveksling i udtrykket, men desværre var sangen mindre melodisk end mange af de øvrige, der til gengæld mindede en del om hinanden. Herefter var det tid til en gang vaskeægte crowdpleasing. Sydney Sierota skulle bruge to frivillige fra publikum, en dreng og pige, til at komme op på scenen, hvor de skulle … danse, viste det sig. Et letkøbt trick, men det virkede, og det satte lidt mere skub i koncertens sidste halvdel, hvor nogle kæmpe badebolde med konfetti var et andet kneb fra festarrangørens store grønspættebog.

Alt andet end overraskende sluttede koncerten med gruppens store hit "Cool Kids", der da også er bandets mest catchy sang til dato. Et nummer om at føle sig mindreværdig i forhold til og misundelig på de seje typer, dem, der har tjek på det hele. Et almengyldigt tema, som gik rent ind, selvom Echosmith ironisk let selv kan fremstå som sådanne seje typer med deres aktuelle succes. Musikalsk har de dog stadig grund til at føle sig mindreværdige i forhold til deres erklærede inspirationskilder som U2, Joy Division og Fleetwood Mac. Det er, når det er bedst, god pop, men ikke stor kunst, og den problematiske lyd og de ikke altid lige stærke sange bevirkede, at Echosmiths Tinderbox-koncert aldrig for alvor lettede. Men de prøvede da.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA